Fantasifuldt landskab med slotte og søer

Slip fantasien løs!

Her kommer tre anbefalinger med masser af fantasi og spænding for børn, unge og voksne.

Historien om Alva

Fantasy Elskede dit barn, ligesom mine piger, også Rosie Banks ”Det hemmelige rige” -bøgerne, men nu er de lige blevet lidt ældre? Så er her en bog, som helt sikkert vil falde i god jord. ”Magien vågner” er første del af fantasy-serien ”Heksesøstre”. Den handler om Alva på 14 år, som netop er startet i 8. klasse på en ny skole. Allerede på første skoledag, begynder en række mystiske begivenheder at finde sted, og Alva konfronteres med, at hverken verden eller hende selv er helt som hun gik og troede. Bogen handler om lyset mod mørket - om magi og venskab. Den er spændende fra start til slut.

Heksesøstre – Magien vågner. Af Sidsel Katrine Slej

Historien om Pandora

Fantasy Tænk hvis civilisationen forsvandt, og vi skulle skabe en ny? Hvilken verden ville det blive? Vi konfronteres dagligt med klimaændringer og krig. Historien om Pandora starter 30 år efter, et kæmpemæssigt vulkanudbrud i Asien sætter skub i massive naturkatastrofer, som udrydder størstedelen af jordens befolkning. I bogen følger vi 17-årige Pandora, som vokser op alene med sin far. I den nye verden hersker kaos og krig, og der er evig kamp om ressourcer. Pandoras far tvinges til arbejde som læge for en af de krigsherrer, der tyranniserer deres verden. Pandora drager ud for at befri ham og konfronteres undervejs med vold og ondskab men finder også håb og kærlighed.

Vulkanvinter. Af Christian Engkilde

Historien om Violet

Fantasy Violet på 20 år vil være skriver ligesom sin nu afdøde far. Men hendes mor, som er general for elitehæren i landet Navarre, bestemmer, at hun i stedet skal trænes på krigsakademiet og blive dragerytter. Fordi Violet lider af en sjælden sygdom, er hun i overhængende fare for at dø, ikke kun pga. de frygtindgydende drager og de fjendtligt stillede kadetter. Nu starter en kamp for overlevelse, og det er ikke alle man kan stole på. Lige en lille advarsel: Denne bog er temmelig svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang, så lad være med at begynde på den, hvis du skal tidligt op dagen efter. Der er drager, krig, intriger, sex og kærlighed, og man indfanges lynhurtigt i Yarros magiske univers.

Fourth Wing. Af Rebecca Yarros

Tags