Gamle bøger og lup

Fortab dig i historien!

27.02.24
En god historisk roman kan bære dig gennem århundreder og give dig storslåede oplevelser. Jeg har valgt tre meget forskellige historiske romaner, der hver for sig oplyser om vores fælles fortid.

Danmarks blodige og smukke bronzealder

Roman. Vi er 3000 år tilbage i tiden - i området ved Limfjorden, hvor hulterne bor. Her følger vi datidens overklasse i form af tvillingerne Raudon og Hauhon og deres fader, høvding Bernamathiz. Det er en meget sanselig beskrivelse af datidens Danmark med slaveofringer og territoriale stridigheder og masser af slagscener. Men også en beskrivelse af dagens almindelige gang på bopladserne, omkring gravhøjene og padlende i træskibe på Europas floder.

Manden der bar solen. Af Kristian Bang Foss

Manden fra Nazareth

Roman I et sansemættet sprog udruller forfatteren her Det Nye Testamentes fortællinger. Resultatet er en skøn, medrivende og overraskende pageturner.  Gendigtningen sætter kød krop og sjæl bag de mange tekster. Vi er med fra bebudelsen af to overraskende børnefødsler til påskens mirakel. Hele romanen er kronologisk opbygget, rig på citater, lignelser og mirakler. Bogen kan læses af alle og bidrager til at legemliggøre Det Nye Testamente. Her er tale om meget stor og dygtig fortællekunst .


Natten åbner sig som en port. Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Koloniherredømme

Roman Den kendte krimiforfatter har foretaget et overraskende sceneskifte til 1700-tallets København. Kong Christian den Syvende møder den islandske urmager Jon Sivertsen hen over genskabelsen af et kongeligt astronomisk urværk. Det er ikke kun uret, der er gået i stykker, det er det danske kongehus også. Struensee er halshugget, dronning Caroline Mathilde er landsforvist og nu død, og hoffet og adelen har trukket sig fra den aldrende monark, som af sin søn erklæres sindssyg. Under natlige møder lærer kongen om livet uden for København og især om kongemagtens undertrykkelse og koloniherrementaliteten over for den islandske befolkning. Her opstår et særegent venskab mellem de to.


Kongen og urmageren. Af Arnaldur Indridason

Tags