Billede fra filmen Ballerina

Skolepraktikantens anbefalinger

Af Anonym (ikke efterprøvet)
14.05.24
Emilie var i skolepraktik på Hammel Bibliotek for et par uger siden. Her anbefaler hun tre oplevelser med bøger eller film, som har gjort indtryk.

Et nyt liv

Børnebog Sallys liv bliver vendt på vrangen, da hun får at vide, at hun ikke længere skal bo i København sammen med sin far og alt det hun kender. Hendes far har fået et job i Brasilien, og hendes mor bor i New York og har alt for travlt med sit eget liv. Så Sally bliver sendt på kostskole, hvor hun skal dele værelse med tre fremmede piger. Det er ikke nemt at starte forfra et nyt sted, når det eneste man gerne vil er at tage hjem. Det prøver Sally også på en del gange, men er det virkelig så slemt at gå på kostskole, som Sally tror?

Første Skoledag fra Helvede. Af Karen Vad Bruun (Roomies serien bog 1).

Kan også findes på e-Rreolen som både e-bog og lydbog.

En anden verden

Fantasy på engelsk Her er en New York Times bestseller om en pige med specielle evner, der lever langt ude i den usle fremtid. Lige siden Juliette var lille, har hun altid fået at vide, hun var farlig, og at folk skulle holde sig væk fra hende. Juliette har en speciel evne. Hun kan dræbe folk med kun en berøring, og det virker selvsagt meget skræmmende. Hun lever i diktaturstaten The Reestablishment, som hersker over det der er tilbage af den svage verden. Magthaverne har sat hende i fangenskab,  fordi hun udgør en trussel mod dem. Men da Juliette møder den ene person, der får hende til at føle igen og kæmpe for sin frihed, begynder tingene at ændre sig.

Shatter Me. Af Tahereh Mafi (Shatter Me Serien bog 1).

Findes også på e-Reolen som både e-bog og lydbog.

En ny begyndelse

Børnefilm Ballerina er en film om en pige, der drømmer om at blive balletdanser. Felicias drømme har ikke store chancer for at gå i opfyldelse, da hun bor på et børnehjem langt fra Paris. En dag beslutter hun sig for, at hun vil flygte fra børnehjemmet sammen med sin ven Victor, som drømmer om at blive en kendt opfinder. Da hun når Paris er det ikke nemt, men hun er heldig og får lov at bo hos en rengøringskone, hvor hun skal hjælpe til med rengøringen. Felicia lykkes faktisk med at komme ind på den kongelige balletskole, men det er stadig ikke uden problemer - hun har nemlig stjålet sin rivals identitet. Bliver hun opdaget? Og hvis hun gør, må hun så stadigvæk gå der?

Ballerina. Instrueret af Eric Summer

Kan lånes på DVD og ses på Filmstriben

 

 

 

 

Tags