3 bøger til verdens poesidag
Afrikaner i Danmark
Digte. Aaiún Nin er fra Angola og har boet 4 år i Danmark, indtil hendes ansøgning om asyl blev afvist i 2020. Aaiún skriver stærke, vedkommende digte, fyldt med følelser som vrede, liderlighed, vemod, hjemve – alt sammen digte, der giver indtryk af et helt, komplekst menneske. Hun skriver om livet som sort kvinde i et hvidt land og om at være efterkommer af slaver:
”for vi er for ukuelige til at bukke hovederne/ ikke den her gang/ ikke i det her liv/ for vores dødsfald er ingen tilfældighed/ og vores raseri skal ikke gå ubemærket hen/ vi er sejrrige fordi vi ikke forgik/ vi stiger op af det sorte vand/ knejser med nakken og ler/ klar til at gå videre/ se døden i øjnene og sige/ we made it/ we made it/ we made it”
På min huds sorthed. Af Aaiún Nin.
Klassikeren
Digte. Jeg vil altid bifalde at vende sig mod digte fra både før og nu. Én af dem, man aldrig går fejl af, er Inger Christensen – en af vores mest anerkendte digtere, mest kendt for den fremragende digtsamling ’Sommerfugledalen’. Hun var bl.a. inspireret af sine forældres ordentlighed og systemer som håndværkere, og det kan genses i hendes systemdigtning. Til i dag har jeg fundet den lille, fine digtsamling ’Brev i april’ frem til jer:
”Urolige duer overalt/ og frygten for digtet/ der skræmt/ flyver op/ ved den mindste bevægelse./ Lægger brødsmuler ud,/ så orden sætter sig/ stille./ Snart/ kun en pikken/ tilbage/ efter mindste/ lille krumme/ af betydning,/ sætningsløs/ og grum./ Snart kun/ en lovbunden/ voldelig fred.”
Brev i april. Af Inger Christensen
Et opråb
Digte. Vinder af Prins Henrik Prisen i 2023 og en debattør, der har været med til at kickstarte den offentlige debat om den handicappedes ret til et værdigt liv – og en fremragende digter; lyt til Caspar Eric. Denne digtsamling er fuld af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og fortæller om de udfordringer og fordomme, man møder som menneske med et handicap.
”Bag hvert lille digt/ findes der tusinde/ lignende situationer/ lignende personer/ men hvad fanden skal der til/ før I gør en skid?
Skal jeg give lidt mere/ smerte at sutte på/ vrede at køre på/ styrke at klappe ad?
Skal jeg trække vejret/ og bare slappe af/ her mens skyerne samler sig/ udenfor vinduet/ og jeg sidder og prøver/ at presse min krop/ ind i en form/ som et samfund kan elske.”
Nye balancer. Af Caspar Eric