Udsnit af plakaten "We can do it"

Kvindeliv

Kvindernes internationale kampdag er lige om hjørnet. Vi markerer her dagen med tre anbefalinger.

Roman. Prisvindende og rørende fortælling om 3 generationer af kvinder. Nanna er nyskilt og skal nu bo alene i lejlighed med sine børn. Hun er dokumentarist, og i forsøget på at finde sig selv i sit nye liv beslutter hun sig for at lave en udsendelse om sin mor Elisabeth, som var aktiv i Rødstrømpebevægelsen i 70’erne. Via Elisabeth lærer vi også Nannas mormor Rigmor at kende. En bog om at drømme og længes efter noget, man ikke helt ved hvad er – eller hvordan man kommer derhen, og om at være et produkt af sit ophav. Jeg kneb mere end én gang en lille tåre. Bogen beskriver så genkendeligt følelser, som jeg tror deles med mange andre kvinder i vores samtid.

Kærlighedens år. Af Johanne Mygind

Fagbog. En fin beretning om tretten skandinaviske kvinder i perioden 1884-1919. Kvinderne blev opfattet som værende lidt for meget af deres samtid. De var forfattere og malere og insisterede på at skubbe til grænserne for, hvad kvinder kunne tillade sig i forhold til det daværende samfunds rigide normer. De råbte højt, og de provokerede. Når vi tænker på kvindekampen, tænker vi måske mest på 70’ernes rødstrømpebevægelse, men allerede disse kvinder spillede faktisk en stor rolle i kvindernes frigørelse. Jeg må med skam erkende, at jeg selv kun kunne genkende to navne ud af de tretten kvinder, selvom deres virke har haft så stor betydning for kvinders rettigheder i dag.

Damer der var for meget. Af Sara Alfort

Biografi. I denne biografi portrætteres 50 kvinder, som har levet de sidste 500 år. Gry Jexens mission er at skrive kvinderne ind i historiebøgerne. Vi kender mest til mændenes rolle i historien og kun meget lidt til kvindernes. Engang fandtes der en kvinde, som var den første til at ansøge om at blive student, der var en som ville være mekaniker, og en blev arresteret for at udgive sig for at være mand, bare fordi hun så gerne ville være skrædder og forsørge sig selv. Det er ikke kvinder, man kender noget til, men kvinder som alligevel har haft en stor betydning for kvinders plads i samfundet i dag. Der var kvinder der turde, men også kvinder der bare var og (over)levede under de normer, der nu engang var.

Kvinde kend din historie. Af Gry Jexen

 

 

Tags