Forsider af bøger

Klassekamp og kultursammenstød

Af Anonym (ikke efterprøvet)
29.11.23
Den 30. november klokken 19 kan du møde Glenn Bech til et spændende foredrag på Hinnerup Bibliotek. Emnet er klasseforskelle, og mon ikke Bech vil rette en kraftfuld kritik mod klassesamfundet og de privilegieblindes overskud?

Spørgsmålet er stort: Har vi de samme muligheder i livet? Eller er vores samfund indrettet til en helt bestemt gruppe? Vi glæder os til en aften, hvor der er garanti for at gå hjem med noget at tænke over. Her har vi udvalgt tre forskelle værker, der alle stiller skarpt på klasseforskelle og uligheder i samfundet.

Varm og humoristisk ungdomsroman

Ungdomsroman: Her møder vi 13-årige Ubbe, som bor i det mest faldefærdige hus på Vestvejen. I skolen lærer han om de fem socialklasser og bliver straks klar over, at han befinder sig nederst i hierarkiet. Han bor alene med sin far, og derhjemme lærer han, at golf kun er for ”rige svin”. En dag falder Ubbe i snak med en ældre dame, som forærer ham et golfsæt. Ubbe bliver lynhurtigt grebet af sporten. Mødet bliver startskuddet på Ubbes hemmeligholdte rejser mellem Vestvejen og byens mest velhavende kvarter, hvor han møder den jævnaldrende Martine fra den overdådige overklassevilla. Ubbe gribes af fascination og begejstring; men er det nødvendigvis lykken at leve som rigmandsdatter? Vedsøs hverdagsrealistiske roman anbefales til alle unge læsere, der ønsker at få emner som klasseforskelle, fordomme, løgne, håb og kærlighed serveret med et varmt og humoristisk tvist.

Kærlighedsfuld og barsk roman

Roman: Nøjsomheden er en rørende, barsk og klog roman om den unge Mona, der vokser op i ghettoen Nøjsomheden. Her skal hun finde vej i livet omgivet af kriminelle, pushere og en psykisk syg mor, der fylder lejligheden med royale udklip fra ugeblade. Heldigvis har hun også Moster Tut i sit liv. Tut skaffer Mona job i Lindas boghandel, og det er her, hun møder Nicolai fra den dyre Øresundsvilla. De to deler samme begejstring og interesse for litteratur, og sammen bevæger de sig ud på en fælles rejse, hvor kærlighed, fordomme og kultursammenstød går hånd i hånd. Det er en velskrevet roman, som anbefales til alle, der holder af autentiske og skarpe personskildringer. Den eneste ulempe ved bogen er, at man savner Mona og Moster Tut efter endt læsning.

Oscarvindende filmperle

Film: Den sydkoreanske instruktør Bong Joon-Ho har skabt et mesterligt værk, der både er sjov, skræmmende og tragisk. Det er fortællingen om en fattig familie, der består af mor, far og to teenagebørn. Familien bor i en kælderlejlighed i et af Seouls slumkvarterer og må finde sig i at dele mad og bolig med kakerlakker. Med en blanding af svindel, listighed og charme får sønnen i familien dog tiltusket sig et job som privatlærer for en rigmandsdatter. Slummen byttes nu ud med en gigantisk overklassevilla, og inden længe sætter den kvikke søn sig for at få ansat resten af familien. Det kræver, at den tidligere tjenerstab må sættes på gaden, og uden at røbe for meget, går det ikke stille for sig.

Filmen stiller skarpt på den svimlende forskel på rig og fattig i det sydkoreanske samfund. Det hele ender i en hæsblæsende finale, hvorfor man forstår filmens censur på 15 år. Den kan lige nu både ses på fimstriben.dk eller bestilles hjem til biblioteket.
 

Tags