Dyk ned i det populære true crime

03.10.23
Kriminalstof hitter i alle formater – bøger, dokumentarserier og podcasts. Torsdag den 5. oktober gæster den tidligere narkobetjent og undercover-agent René Dahl Andersen et udsolgt InSide i Hammel. René har selv udgivet et par bøger om sit liv i frontlinjen, men her er det tre andre titler, vi sætter spotlys på.

En politimands erindringer

Biografi: Den tidligere drabsefterforsker Arne Woythal fortæller om sin lange karriere inden for politiet og nogle af de mange sager, som han var været med til at opklare. Det er spændende og velskrevne erindringer, som man læser næsten som en krimi.  Det er ikke småting, Woythal har oplevet i sin karriere, som fik en dramatisk start, da han som ung gadebetjent var i ildkamp. Senere har han bl.a. været tilknyttet rejseholdet og været med til opklaringen af Tønder-sagen, æresdrabet på Ghazala Khan og danmarkshistoriens første kidnapningssag. Han kommer også ind på politiets efterforskningsmetoder og reflekterer over, hvordan man bliver påvirket af de voldsomme sager.

På min vagt - 40 år i dansk politi. Af Arne Woythal

Teknikerne

Fagbog: Man må endelig ikke undervurdere den betydning, de tekniske spor og beviser har for opklaringen af en sag. Retsmedicinerne har længe haft en plads i rampelyset, og i denne bog kommer en kriminaltekniker til orde. På samme måde som retsmedicinerne har forfatteren også været udsendt til internationale operationer, fx efter tsunamien i Thailand. Han fortæller om, hvordan gerningssteder sikres, hvordan der arbejdes kriminalteknisk ved brand og under vand, samt hvilke metoder der anvendes til sikring af spor som fingeraftryk, blodstænk og DNA. Alle afsnit ledsages af eksempler fra virkelige sager, bl.a. Amagermanden og Peter Lundin.

Djævlen ligger i detaljen. Af Bent Hytholm Jensen

I historisk lys

Fagbog: Lederen af Politimuseet (måske et besøg værd, næsten gang turen går til hovedstaden?) gennemgår her en række danske mordsager med udgangspunkt i drabsvåbnet. Drabssagerne strækker sig over en længere periode startende i 1881 med henrettelsen af drabsmanden Anders Sjællænder, hvorefter bogen bevæger sig kronologisk fremad til sidste sag i 2005. Læs om knive som drabsvåben, om læderbælter, om våben eller sågar om forlængerledninger, der er blevet brugt til drab. Det er en velskrevet bog med en utraditionel vinkel på de uhyggelige historier, hvor det dog ikke bliver for makabert eller voldsomt.

En stump genstand. Af Frederik Strand.

Tags