Snelandskab med nordlys

Tag med nord for polarcirklen!

02.01.24
Hele efteråret har jeg mentalt tilbragt blandt den samiske kultur med de overnaturlige elementer og den særlige melankoli, der hører sig til. Her følger tre dejlige romaner, der alle foregår i nordlysets skær.

Hjemstavnsroman fra Pajala

Roman. I vores nutid graves et lig op af den bundfrosne mose ved Pajala. Sporene trækkes generationer tilbage til 100 år tidligere. Vejene gennem Pajalas store skove skulle anlægges i 1930’erne, og det førte til starten på en arbejdsmarkedskonflikt. De fattige husmandsfamilier ønskede mere i løn og bedre forhold, så de kunne overleve og forsørge deres familier. Vi følger familierne i Pajala, der slider sig igennem hverdagen. Sideløbende får vi historien om Siw og hendes far i 1970’erne, der kan se ind i fremtiden og forudsige ulykker. Bogen er baseret på virkelige hændelser. Mikael Niemi har gjort det igen. Vi får en ret blændende historie om området omkring Tornedalen med hans helt særlige blik for de skæve eksistenser og den særlige kultur, der findes langt oppe mod nord.

Overlevelse, rå natur og lidenskab

Roman. Brita Caisa Seipajærvi er en gæv, smuk og fandens arbejdsom kvinde. I 1859 spænder hun sine ski på og udvandrer fra Sodankyka i Finland til Ruija i Finnmarken i Norge. Med sig har hun sine to uægte sønner og en fast beslutning om at finde en ugift mand. Vi får en storslået indføring i datidens nomadeliv. Naturen, renerne i fjeldet, isfiskeriet, nabostridigheder, dødsfødsler og bibellæsninger. Udover det rives vi rundt i den mest intense og forbudte kærlighed mellem Brita og hendes Mikko, der får ”de tektoniske plader til at eksplodere lige op i ansigtet på Vorherre”. Det er en skøn roman, inspireret af Arvolas egen tiptipoldemor, og starten på trilogien Sange fra Ishavet.

Sorg hviler over det tabte rensdyrhyrdeliv

Roman. Mariddja er en fandenivoldsk 85-årig  lulesame, der lige har fået en kræftdiagnose. Hun lever med sin senile mand Biera Rija, som er nordsame, alene, men parallelt med myndighedssamfundet i Nordsverige. Vi får udrullet tvangsforflytningerne af samerne gennem deres historie. En dunkende smerte over de tabte rødder. Men også en meget smuk og poetisk fortælling der emmer af folkesagn, joiker, eventyr og humor. Det er ikke en minimalistisk fortælling, men ordrig og støjende og noget så elskelig.
 

Tags