Sommerfilm til en regnvejrsdag

24.07.23
De sidste par uger har de fleste af os vist kigget ud af vinduet og håbet på at vejret ville arte sig lidt mere sommerligt. Skulle sommervejret fortsat ikke egne sig til at gå udendørs, kan det nu også være hyggeligt at se film sammen. Her er tre forslag til forskellige aldersgrupper, som alle enten kan lånes på biblioteket på dvd eller ses på Filmstriben.

For de frankofile

DVD: Efter de populære firserfilm ”Kilden i Provence” og ”Manon og kilden” er her et helt nyt værk baseret på Marcel Pagnols erindringsbøger. 10-årige Marcel er glad for endelig at være sluppet for skolen for en stund og for at være tilbage i familiens sommerhus i Provence, hvor han igen kan se kammeraten Lili. De to drenges ellers uskyldige, nære venskab sættes dog på prøve, da Marcels møde med den højerestående Isabelle også kommer til at udpensle de klassemæssige skel mellem Lili og Marcel selv. Filmen er baseret på Marcel Pagnols erindringsbind ”De søde hemmeligheder”. En coming-of-age film om den første kærlighed med varme farver, storladen musik, flotte landsskabsbilleder og et gennemgående højt humør – en perfekt film til at drømme sig væk fra en dansk regnvejrsdag!

Min sommer i Provence

Se den med din teenager

DVD: I kølvandet på den norske successerie ”Skam” kom bl.a. denne eksperimenterende danske ungdomsfilm om otte teenagepigers liv den sommer, hvor ungdomsklubben lukkede. Pigerne er vidt forskellige og har alle deres problemer at slås med: en følger sig fanget i det forkerte køn, en anden har anoreksi, og en tredje cutter sig, for blot at nævne nogle af udfordringerne. Instruktøren Annika Berg har skabt filmen i et nært samarbejde med de otte piger, som hun fandt via de sociale medier. Skuespillet er så troværdigt, at man til tider glemmer, at det ikke er en dokumentarfilm, man ser. Den filmiske håndholdte stil underbygger glimrende det følelsesmæssige kaos inde i pigernes hoveder, som hun ønsker at formidle. Det skal her nævnes, at filmens fotograf er den lokale Hammel-pige Louise McLaughlin.

Team Hurricane

På vej ud af barndommen

DVD: 10-årige Sam er på sommerferie ved kysten med sin familie. Da hans storebror kommer til skade, bliver han overladt mere eller mindre til dig selv. Han begynder at øve sig i at være alene, men finder også en ny ven, en pige ved navn Tess, som på alle måder er et frisk pust. Tess er uforudsigelig og hemmelighedsfuld, og Sam bliver fascineret af hende. Men Tess har en hemmelighed, som er så stor, at den fuldstændig kan ændre hendes liv. Handlingen kredser om kærlighed, venskab, ansvarsfølelse og ensomhed. Det er en film om at vokse op, om barndommens sommereventyr og om de første bevægelser ind i de voksnes verden.

Min sommer med Tess  

Tags