Tema: Ny i skolen
Tema: Ny i skolen

Ny i skolen

07.08.23
Første skoledag nærmer sig hastigt. På biblioteket har vi mange bøger, der kan være udgangspunkt for en god snak om de spørgsmål, der måtte melde sig i den sammenhæng.

Det bedste frikvarter

Højtlæsningsbog. Humor er ofte en god indfaldsvinkel til at få startet snakken om den usikkerhed, der kan gemme sig i maven hos det kommende skolebarn. Denne bog indeholder 9 sjove og lidt gakkede godnathistorier fra skolens verden. Vi møder bl.a. Mona, hvis lærer Bente altid er sur og gnaven. Mona synes, de voksne er dumme. Pludselig en dag kigger Mona sig i spejlet og opdager, at hun selv ser sur ud. Og det er jo et faktum, at hvis man laver et surt ansigt 1825 gange på et skoleår, vil det ansigtsudtryk sidde fast. Bogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen, der også tegner ”Sallys far”.

Skoleklar

Stor eller lille?

Billedbog. Denne bog benytter et særligt greb til at illustrere den usikkerhed, der er forbundet med at skulle tage hul på noget nyt. På Milles første skoledag føler hun sig stor, da hun er på vej derover med sin mor. Hun har glædet sig længe! Men da mor går, føler hun sig pludselig meget lille. I frikvarteret er der rigtig mange børn, og alle har venner. Mille gemmer sig - men så møder hun Betty, som også er meget lille. Når først man har en ven, er det let at føle sig rigtig i størrelsen! Mille er nogle gange tegnet større end mor og nogle gange lille som en mus - til sidst har hun den helt rigtige størrelse.

Milles store skoledag. Af Stina Klintberg

En usynlig ven

Billedbog. Den imponerende produktive forfatter har selvfølgelig også lavet en fin bog om at føle sig udenfor i skolen. Det er en rørende og finurlig fortælling om ensomhed, venskab og forskelligheder. Robert har kendt sin usynlige ven Ingen, siden han startede i skolen, hvor der ikke var nogen, han kendte. Når de andre børn i klassen sad sammen to og to eller legede sammen i skolegården, var Robert og Ingen sammen – de var perfekte venner med samme interesser og altid enige. Men en dag har Ingen sat sig ved siden af den underlige dreng Anton. Hvad skal Robert nu gøre?

Ingen. Af Kim Fupz Aakeson

Tags