Musik i litteraturen

19.09.23
I litteraturen kan musik være et fremtrædende element, som er med til at skabe identiteten og danne karaktertræk på de personer, som du læser om i bøgerne. Eva Dixen, bibliotekar på Hadsten og Ulstrup bibliotek sætter her fokus på litteratur, hvor musikken i høj grad indgår i handlingen.

På vers

Roman: Dette er en yderst morsom kollektivroman. Hovedpersonen er lige flyttet ind i en boligforening, og hun skriver lejlighedssange. Det er netop igennem hendes sange, vi lærer om de andre beboere i foreningen. Bogen er en spændende læseoplevelse, da den ikke består af et traditionelt handlingsforløb men af brudstykker. Der er dog en rød tråd i handlingen, og temaer som fællesskab, kærlighed og mangfoldighed. Hvis du kunne lide forfatterens store gennembrud ”Meter i sekundet”, kan denne også anbefales!
Lejlighedssange. Af Stine Pilgaard

Kunst under diktatur

Roman: Komponisten Dmitrij Sjostakovitj er 30 år og frygter for sit liv. Stalin har nemlig udtalt sig kritisk om hans seneste opera ”Lady Macbeth fra Mtsensk”. Det blev starten på en angstvækkende tilværelse. Barnes romanbiografi skildrer frygt og rædsel samt forholdet mellem at tage hensyn til magthavernes regime og din egen kunstneriske integritet. Det er en fascinerende roman om kunstens plads og funktion i livet, en smuk og gribende skildring af et menneske, der forsøger at overleve i et umenneskeligt system, der kun giver retfærdigheden umulige og tragiske valg. Bogen er desuden interessant for alle, der interesserer sig for russisk historie.
Tidens støj. Af Julian Barnes

Vidunderbørn

Roman: Det nye store navn i svensk litteratur fortæller i sin nyeste roman om tre børn med så åbenlyst et musikalsk talent, at de inden de fylder 10 år danner en trio under ledelse af den anerkendte musiklærer Frank Leide. Leide giver børnene al sin kærlighed, ikke mindst når forældrene svigter. Men samtidig gemmer han på en grusom side af sig selv, der langsomt spinder børnene ind i sit forræderiske net. Fuldstændig fantastisk roman med mange lag og facetter sat i et både fabulerende og barskt hverdagsrealistisk univers, fortalt med forfatterens karakteristiske skrivestil. Hun er fremragende i skildringen af sine moralsk tvetydige personer og udsatte miljøer drysset med sort humor.

Elefantsymfonien. Af Karin Smirnoff

Tags