Hekse før og nu

20.06.23
Så nærmer vi os igen Sankt Hans, hvor vi traditionelt, og når der ikke er tørke, brænder en heks af på bålet for at sende hende til Bloksbjerg. Det starter hvert år en diskussion i medierne om det nu også stadigvæk er en god idé. Det skal vi ikke svare på her, men vi vil gerne give en par anbefalinger til litteratur med hekse i fortiden og nutiden.

Gotisk uhygge

Roman: Vis ikke denne bog til din teenagedatter, hvis du vil undgå at hun farver håret sort, lægger tung eyeliner og læser romantiske digte om døden.

Rafael og otte andre piger er sæsonarbejder på et italiensk hotel i bjergene. Hotel Olympic, et stillestående hotel uden gæster. Her arbejder de som smilende, tjenende ånder og oplæres i håndens evige arbejde. Under strengt opsyn fra forstanderinden går dagene med at kogevaske, pudse, flette hinandens hår og ryge cigaretter i smug. Vi oplever denne drømmeagtige og strikse 1950' er-verden som læser, og får allerede fra bogens start en umiddelbar ildevarslende følelse. Bogen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Strega. Af Johanne Lykke Holm

Hekseprocesser i renæssancen

Fagbog: Her er bogen, der beskriver og søger forklaring på hekseprocesserne i Danmark i 1600-tallet.

I kristendommens navn blev særligt kvinder, der på en eller anden måde skilte sig ud fra de strengt religiøse og hierarkiske samfundsnormer tortureret og henrettet. Bogen har særligt fokus på Ribe, hvor henrettelserne var særligt slemme. Denne historie er flettet sammen med historien om hofmand Albert Skeel, der som en dygtig og dannet administrator blev Christian 4.'s forlængede arm i jagten på hekse. Bogen igennem er der supplerende fotos og tegninger.

Heksene og den perfekte hofmand : Albert Skeel og den magisk-religiøse renæssance. Af Torben Bramming

Er din lokale bibliotekar mon heks?

Roman: Den gravide bibliotekar Kamma møder Birgitte på biblioteket. Kamma er bekymret for graviditeten og savner en solid grobund som menneske. Her hjælper Birgitte hende gennem en indføring i ældgamle ritualer og naturens mystiske kræfter. For Birgitte er en rigtig klog kone.

Det er en utrolig varm og dejlig roman, der balancerer mellem humor, alvor, tragedie og lykke. Den er fyldt med elskelige personer såsom låneren Åge, der tager bibliotekets aviser med på toilettet. Eller bibliotekaren Per, der er en gudsbenådet kagebager.

Heksens alfabet. Af Nanna Goul

Denne uges anbefalinger er skrevet af Eva Dixen, Hadsten og Ulstrup Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på Facebook samt Instagram under @favrskovbib.

Tags