Forsider af bøger

Fantasyfestivalen nærmer sig!

Den 16.-17. september slår Esbjerg Bibliotek som sædvanlig dørene op for årets største begivenhed for fantasyfans i alle aldre – og det er en stor oplevelse at deltage i!

Her møder du ikke alene naboen og naboens børn blandt boder og bøger, men også meget virkelighedstro orker, elvere og monstre i alle afskygninger. I denne anledning kommer her ugens anbefalinger i fantasiens univers:

Tysk forfatter som hovednavn

Børnebog: Katja Brandis er helt sikkert kendt af dit barn, hvis du skulle være så heldig at have en læsehest derhjemme. Hun har skrevet serien Woodwalkers, om changere – altså mennesker, der kan forvandle sig til dyr. De kan selvfølgelig ikke gå på en almindelig skole, så derfor er der særlige skoler til dem – men det er ikke altid lige nemt, når pumaer, ulve og kaniner fx skal gå på skole sammen! Udover de almindelige teenageskærmydsler og de problemer, der kommer ud af at gå mange forskellige dyr sammen, er der også kampen mod omgivelserne, der både forurener, går på jagt og er bange for skolens elever. Katja Brandis er lige startet på en ny serie, Seawalkers, hvor vi nu er gået under vandets overflade på Blue Reef High School. En fremragende og meget fængende serie.

Ny serie fra den danske mester

Børnebog: Magismondo fylder meget hos mig, efter jeg har læst Lene Dybdahls nye meget velskrevne fantasyroman. Jeg kender ikke mange andre forfattere, der er lige så skarpe til at sætte en ny, helstøbt verden sammen – hun skriver bare virkelig godt! Vi følger Pil, der er hittebarn hos et kærligt, ældre par, som lever i skoven lidt udenfor en landsby. På et tidspunkt kan Pil ikke længere holde sine magiske evner skjult, hun kommer til at sætte ild til noget eller nogen, og det er ikke altid hensigtsmæssigt. Det fører til en flugt fra kongens soldater og en efterfølgende forvisning til det skrækindjagende land Kubisa på den anden side af havet. Her er spørgsmålet så, hvad hun skal stille op med sine nyopdagede kræfter? Er det en fordel at arbejde for Kubisas dronning, eller er alt måske ikke lige så godt, som det virker? Efter min mening kan hun kun skrive bind 2 for langsomt!

 

Et mere bredt persongalleri

Børnebog: En af de ting der jævnligt har været oppe at vende i fantasymiljøet er det lidt ensrettede persongalleri. Men de sidste år er der sket noget, og Amari-bøgerne er et eksempel på en sort hovedperson. Amari leder desperat efter sin storebror, der har været forsvundet i lang tid, da hun i en sen nattetime møder ham i en form for avatar, hvor han inviterer hende til at blive en del af den magiske verden. Her skal hun igennem flere prøver og finde en måde at passe ind i det nye samfund på – samtidig med at hun stadig leder efter sin bror. Romanen er fyldt med indviklede detaljer, talende elevatorer, hemmelige bøger og mystiske væsner, og den afdækker flere mysterier, hvilket dog ikke udelukker, at den også handler om hverdagsproblemer for helt almindelige teenagere. Bogen er B.B. Alstons debut og henvender sig til alle over 11 år, der har den mindste smule magi i blodet. Der er foreløbigt udkommet 2 bøger i serien, og biblioteket har dem begge – også på engelsk.

Tags