Forsider af bøger

En kort, en lang – nedslag fra årets bogcaféer

Nåede du ikke årets bogcaféer med inspiration til ny læsning, så fortvivl ikke - du kan altid gå ned på dit lokale bibliotek og få en liste over de præsenterede bøger. Her kommer tre af dem, fra den korte til murstensromanen.

Her kommer tre af dem, fra den korte til murstensromanen.

Forfatterskabet og alt det usagte

Roman. Trisse Gejl giver her en autofiktiv, kronologisk, essayistisk gennemgang af sit forfatterskab, som hun sætter i sammenhæng med de påvirkninger, hun har haft i sit liv. Det er der kommet en meget intens og sårbar roman ud af. Bogen starter med, at en af hendes sønner spørger hende, hvorfor der er så meget, hun ikke har fortalt. Først undrer hun sig over spørgsmålet. Hun er jo forfatter og gør ikke andet end at fortælle, men bliver opmærksom på, at hun med sin reaktion er i gang med at gentage et familiemønster med fortielser. Med en følelse af nødvendigheden af at bryde dette, skriver hun bogen. En af de store unævnelige ting mellem dem er hendes mors selvmord, da Trine er fire år. Moren hopper ud ad et vindue. Faren prøver at slette alle spor efter moren, men Trisse Gejl insisterer på at tvinge dette og andre unævnelige ting til at træde ud af unævneligheden. Bogen er en god indgang til Trisse Gejls forfatterskab.

Fortidens synder i hospitalets kælder

Roman. Dette er en historisk roman om de eksperimenter med LSD til behandling af psykisk syge, som foregik under Frederiksberg hospital i perioden 1960-1973. Romanen følger den unge årskandidat Edith samt medarbejdere og patienter på hospitalets psykiatriske afdeling. Edith får af den autoritære overlæge Hartung en mulighed for at deltage i de nytænkende eksperimenter og går med ind i projektet, fuld af tiltro til metoden. Selvom behandlingen ikke viser de  resultater, man håber på, fortsætter man alligevel med store konsekvenser for patienterne til følge. Gennem bogen får man ikke blot indblik i patienternes ubehag og oplevelser i kælderen, men også Ediths stigende problemer med at se formålet med arbejdet, hvor også hendes familieliv gradvist begynder at slå revner under hendes ambitioner.

Jordbundet slægtsroman

Roman. Sidst men ikke mindst en fremragende slægtsroman, som i tid strækker sig fra 1967 til 2036. Det er en kollektivroman, som strækker sig over tre slægtled af en familie med udspring i Søhøjlandet. Bogens handling tager udgangspunkt i søskendeflokken Rhea, Joel og Miriam, både bagud i tid og ind i fremtiden. Romanen tager fat om de komplekse sammenhænge og relationer, der findes i mange familier. Der bliver udvekslet meninger om mangt og meget personerne imellem, især med mange betragtninger om, hvordan menneskets udnyttelse af jordens ressourcer påvirker vores klode igennem tiden, og det kan sætte gang i tanker hos én selv. Grundstemningen i bogen kredser om det jordiske, det træge, det ufravigelige, der knytter sig til grundstoffer, både i egentlig forstand, men også de grundstoffer, der holder mennesker sammen.

Tags