2023 med bøger som baggrund

De bedste bøger fra året der gik

26.12.23
Efter et tilbageblik på det forgangne års læseoplevelser vil jeg fremhæve disse tre bøger. Hermed ønsker Favrskovbibliotekerne alle et rigtig godt nytår og på gensyn i 2024.

Et spørgsmål om skyld

Roman.  Denne bog kan på ingen måde betegnes som en stor roman, men har alligevel afsat et dybt indtryk hos mig i skildringen af moderinstinktet: Hvad er det rigtige at gøre, og hvad ville du selv have gjort? Vi møder tre kvinder – to af dem barndomsveninder – og deres 11-årige sønner, der spiller tennis sammen. En dag kommer en videosnas i omløb, der viser et seksuelt overgreb drengene imellem. Den rystende video skaber høj søgang i de tre familier, og særligt mødrene kommer på dybt vand i deres iver efter at beskytte deres respektive sønner. Hvem er den skyldige, og hvordan skal vedkommende straffes? Vi får historien fra alle synsvinkler, hvilket viser, hvor nemt det er at mistolke signaler og misforstå hinanden.

Sprog og klima

Roman. Stadig lille af omfang men med større indre perspektiv er denne islandske perle i den grad en bog til tiden. Den midaldrende lingvist Alba flytter fra Reykjavik for at plante træer, så hun kan udligne CO2-udslippet fra sine flyrejser til truede sprogområder. Snart er hun også engageret i at undervise de lokale flygtninge i islandsk. Romanen udforsker sprogets og naturens kræfter og stiller spørgsmål om menneskets ansvar i en forandringstid. Den er trods sine komplicerede tematikker og forskellige lag let at læse, og en sprognørd som mig bliver opslugt af den fra første side. Forfatteren italesætter alvorlige emner på en finurlig måde med en grundtone af håb og humor.

Et liv i samfundets tjeneste

Roman. Den flittige krimiforfatter har skrevet en tilnærmelsesvis klassisk dannelsesroman med et strejf af både retsdrama og magisk realisme. I 1970'ernes Helsingør møder vi Søren Madsen. En ung mand, der fra den ene dag til den anden mister begge sine forældre. Søren læser jura, han vil gerne være dommer i hjembyen. Han bliver kæreste med Anna, som en dag pludselig forsvinder. Efter mere end et år dukker Anna op med et lille barn. Hun husker ikke, hvad der er sket. Kan Søren forene familielivet, nu med en lille søn, og ambitionerne om at blive dommer? Og kan politimanden Torben Rank finde ud af, hvad der skete med Anna? Romanen er på 845 sider, fordelt på fem bøger i bogen. Miljøskildringen er i top, det er en menneskelig og meget rørende fortælling.

Tags