Bøger om at spise naturen

Det er nok de færreste der tænker på, at man faktisk er omgivet af spændende og spiselige planter, når man går en tur for motionens og måske for hundens skyld. Men naturen bugner af spiselige planter, som man med en saks, en pose og lidt hensyn og omtanke kan tage med hjem og tilberede til helt nye kulinariske oplevelser. For ikke at ’gå vild’ i den spiselige natur, kan man jo alliere sig med lidt inspirerende og informativ litteratur om emnet. Her kommer et forslag til tre af slagsen, som kan ruste dig til næste tur ud i det grønne med sankebrillerne på. God tur ud i naturens spisekammer.

Fire små bøger

’Den lille vilde’ er navnet på et meget fint lille opslagsværk i fire dele med billeder, navne og beskrivelser af planter som kan sankes, samt deres anvendelse. Bøgerne er delt op i perioderne april-maj, juni, juli og august-september. Bøgerne er små og tynde og kan nemt tages med i rygsækken på en gåtur. Fordelen er, at man kun behøver at have den ene af de fire bøger med, som passer til netop den periode, man er i. Bøgerne indeholder ikke opskrifter, men forslag til planternes anvendelse. Den ene af forfatterne, Thomas Laursen, er simpelthen manden, der forsynede restaurant Noma med røde myrer. Intet mindre!
Den lille vilde. Af Thomas Laursen og Jannick Børlum

Naturgastronomi

Thomas Laursen er også manden, der tager anvendelsen af naturens materialer op på et lidt højere gastronomisk niveau i denne bog. Han kombinerer beskrivelser af biotoper som eksempelvis byen, hegnet og stranden og de planter, urter, bær, rødder, svampe og tang der kan findes der, med 60 opskrifter, som til tider er ganske eksklusive. Bogen er ikke samme smarte taskeformat som ’Den lille vilde’, men kan med fordel kombineres med denne, og med lidt forberedelse er denne bog god inspiration og udfordring til dem, som vil tage sankningen et skridt videre og udfordre sig selv kulinarisk. Undertegnede kan anbefale de fermenterede ramsløg.
Vild – Naturen ind i køkkenet. Af Thomas Laursen

Sankning på stranden

Måske hører ordene ’tang’ og ’hverdagsmad’ ikke helt sammen i de flestes hoveder, undtagen måske de japanske plader af noritang, man i Danmark mest anvender som ingrediens i sushi. Japan har en stor tradition for at anvende tang i madlavningen, men faktisk har også Danmark et imponerende opbud af spiselige tangarter ved kysterne, som både kan anvendes som grøntsager, krydderi og smagsforstærker, da mange arter af tang kan anvendes til at tilføre maden umami – den femte grundsmag. Bogen forklarer om tangens biologi og anvendelse samt indeholder opskrifter med tang, alt sammen i et overskueligt format garneret med fine illustrationer. Den formår fint at afdramatisere brugen af tang i almindelige retter, så alle med lidt nysgerrighed kan være med.
Hverdagsmad med tang. Af Lilli Gruwier

Denne uges anbefalinger er skrevet af Anette Heinrichson, Hinnerup Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på Facebook samt Instagram under @favrskovbib.

Tags