Billedbøger – det’ for børn!

Eller er det nu også det? Hvorfor skulle vi voksne ikke også give os selv lov til at fordybe os i de vidunderlige tegninger og i de små, fortættede historier, som vi finder i billedbøgernes verden? Bibliotekar Christine Ellebæk Sørensen fra Hammel Bibliotek har fundet tre fremragende eksemplarer frem til jer med hver sin vinkel på verden.

At se det smukke i verden

Billedbog: I de sværeste tider kan der være størst brug for evnen til at kunne se det smukke. Derfor har pigens bedstemor lært hende at bruge ’trylleblik’ – at åbne øjnene for livets farver, selv midt i alt det ødelæggende. Det er en bog, der følger en lille familie med far, mor, 2 børn og bedstemor på flugt fra krig. Vi ser den realistiske historie malet i gråtoner, men på hvert billede formår pigen at fokusere på elementer, der lyses op i farver. Som fx i den overfyldte båd fyldt med flygtninge, hvor hun ser havfruerne i havet, i den sønderbombede by, hvor træet fyldes med lyserøde blomster, eller i bogens sidste billede, hvor hun ser moren og bedstemoren sidde sammen på en café. Det er et rigtig fint eksempel på en bog, der formår at sige meget mere i billederne end i ord!

En meget blid og på samme tid stærk bog om et barsk emne – men også fyldt med små bidder af lykke.

Trylleblik. Af Ane Bjørn

Bittersød og eventyrlig fortælling om lys og mørke

Illustreret børnebog: Lilja bor i en grå verden. En verden af fugt, evig støvregn og tusmørke og hvor årstiderne er forsvundet. Menneskene er magre, blege og konstant syge. Lilja husker stadig fornemmelsen af solen mod kinderne og varmen, der trænger ind i kroppen, men siden hendes forældre og søskende døde da hun var et år gammel, har solen været væk. Hun bor nu hos sin bedstefar, der er den eneste, som er i stand til at sørge for friske grøntsager til landsbyen. Men Lilja kan ikke holdes tilbage, og hun finder bedstefarens hemmelighed og mere til – for Lilja får gravet gamle sorger og hemmeligheder op og finder årsagen til årstidernes forsvinden.

Det her er en umanerlig smuk bog, der taler ind i både et voksen- og børneunivers, som hele familien kan finde sammen om.

Solvogteren. Af Maja Lunde, illustreret af Lisa Aisato

Et sted hvor der er plads til alle

Billedbog. I Omnias hus er der plads til alle. Det er en billedbog om rummelighed og åbne hjerter – læs den sammen med én, du holder af!

Cecilie Ekens poesi er så blid og fin – og samtidig kan hun med kun 4 korte linjer ramme så rent, at det gør helt ondt: ”Det ottende barn hedder Aksel Emil, Hans hjerte har pletter af savn. Hans mor er alene, hans brødre er store, Hans far er en sten med et navn.” Og Maren Tjelta Thu har illustreret billedbogen med de farverige og eventyrlige myldrebilleder, hvor der er rig plads til at gå på opdagelse og som barn lade teksterne med de lidt tunge budskaber fortolkes af de lyse, legende og glade billeder.

Omnias hus. Af Cecilie Eken, illustreret af Maren Tjelta Thu

Tags