Sig det med blomster: 100 kunstnere udstiller blomsterbilleder i Hinnerup

05.04.23
Hundredvis af blomster fortæller om skønhed, forfald, kritik, begær og humor på årets påskeudstilling i Uhresalen.

Kunstnergruppen Primus har i år inviteret kunstnerkollegaer til at udstille sammen med sig til årets påskeudstilling. Det betyder, at 100 kunstnere udstiller sammen i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fra skærtorsdag.

Titlen på årets udstilling er ’Sig det med blomster’

100 blomster, skabt af hundrede kunstnere, er en buket, der kan sige noget om livets flygtighed, om det skrøbelige og det stærke, om køn og identitet, om biodiversitet og menneskets forhold til natur og meget andet. Blomsten er et mangetydigt symbol, og det er Kunstnergruppen Primus’ ambition at skabe en ekstraordinær udstilling, hvor hver kunstner skal bidrage med ét værk, så hundredvis af blomster fortæller om skønhed, forfald, kritik, begær og humor, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse. 

11 kunstnere

Der har været Primus-udstillinger i Hinnerup siden 1987, og kunstnergruppen arbejder hvert år med et nyt tema.

I øjeblikket består Primus af 11 professionelle kunstnere, der alle er bosat i Favrskov Kommune. Gruppens medlemmer består af Lene Bruun Kolff (Grundfør), Kirsten Holm (Hinnerup), Hanne Stochholm Exe (Hinnerup), Allan Stochholm (Hinnerup), Gitte Bodil Jensen (Foldby), Carsten Poulsen (Vissing), Niels Frank (Svenstrup), Kika Møller (Enslev), Morten Tropp (Hinnerup), Susan Ogstrup (Søften) og Jane Susanne Andersen (Ulstrup). De slår i år dørene op for udstillingen skærtorsdag 6. april kl. 14-17, hvor alle er velkomne. 

Udstillingen er åben alle påskedage kl. 11-17. I resten af perioden frem til 24. maj er udstillingen åben i bibliotekets betjente åbningstid. 

Udstillingen er støttet af Favrskov Kommunes Kunstudvalg og Sparekassen Kronjylland.