Gadekunstens helte kommer til Hinnerup

05.02.23
Fra d. 9. februar kan man opleve street art fra øverste skuffe på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, når Aarhus-baserede Galleri Grisk præsenterer noget af det bedste indenfor street art og urban art.

Gadekunst har i mange år været en underkendt stilart inden for kunstverdenen, men sådan er det heldigvis ikke længere. Gadekunst har opnået enorm popularitet og anerkendelse de seneste år og en stor del af årsagen til dette er en generation af kunstnere, der har kæmpet og arbejdet hårdt for at bringe gadekunst fra skyggerne og ind på gallerierne. Denne udstilling hylder netop nogle af de helte og kunstnere.

Galleri Grisk samarbejder med nogle af verdens bedste street art-kunstnere og præsenterer på denne udstilling noget af det bedste indenfor street art og urban art. Kunsten man kan opleve er mangfoldig og individuel og kunstnernes baggrunde og stilarter forskellige. Fælles for de fleste af kunstnerne er dog, at deres erfaring kommer fra mange års graffiti i undergrunden.

 - Denne udstilling giver alle mulighed for at opleve street art-kunsten i alle dens formater og hylder ikke kun kunsten - men også kunstneren bag, fortæller Peter Birk, stifter af Galleri Grisk.

International kunst

Udstillingen vil blive bygget op omkring fem hovedkunstnere og et antal gæstekunstnere. De fem hovedkunstnere består af Hans Krull, Peter Birk, Mads Edinger, CMP ONE og SWET. Hans Krull er en anerkendt maler, grafiker og skulptør og et koryfæ inden for dansk kunst. Peter Birk er en af Danmarks førende streetart kunstnere med et væld af kæmpe gavlmalerier og udsmykningsopgaver på CV’et. Mads Edinger er en nyere dansk kunstner, der på trods af sin unge alder allerede har positioneret sig inden for street art kunsten med projekteringer af mennesker og dyr, der taler direkte ind i følelserne. CMP ONE er en af de tunge drenge inden for street art, og Claus Michael Petersen, som er hans borgerlige navn, har været aktiv kunstner siden 80’erne og er kendt over hele verden for sit unikke talent og genkendelige værker. CMP ONE arbejder ofte sammen med sin trofaste makker og ven, SWET som også har arbejdet indenfor genren i mere end 30 år. SWET er berømt for sine livlige og farverige mesterværker, som er malet med en teknik kaldet swing'n flow. Hans vartegn er SWET skrevet med graffitibogstaver.

Gæstekunstnerne kommer fra hele verden og består af Kartel fra Ukraine, HNRX fra Tyskland, Ruin fra Østrig, Malakkai fra Spanien, Akue fra Rusland og David Rocha fra Mexico.

Fernisering

Gadekunstens Helte kan opleves i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fra d. 9. februar til d. 30. marts.

Den 9. februar kl. 16. inviterer biblioteket alle interesserede til fernisering, hvor Peter Birk og Hans Krull vil give en introduktion til udstillingen.

Udstillingen er støttet af Kunstudvalget i Favrskov.