TEMA - VINDKRAFT

01.04.19
Mie fra Hammel bibliotek anbefaler i denne uge en lille håndfuld gode bøger om vindkraft og klima.

KLIMAET OG DEN ALTERNATIVE ENERGI
FAGBOG I disse uger afvikler Klima Favrskov klimauger, og i den anledning er det naturligt at sætte fokus på alternative energikilder. For alle som er interesserede i bæredygtighed og grøn omstilling kan vi anbefale denne bog om 40 års vindmøllehistorie i Danmark og om hvordan Danmark blev en markant katalysator på vindmølle-området. Historien om den moderne danske vindmølle og dens rolle for energiforsyning, eksport og arbejdspladser er blevet kaldt et vindmølle-eventyr, som det står. Bogen går kronologisk frem fra forhistorien og græsrødderne til at vi har en industri. Enkelte kapitler fokuserer også på de politiske vinkler og diskussioner som fx da støj blev et tema i debatten. 
Da Danmark fik vinger : vindmøllehistorien 1978-2018. Af Flemming Petersen

VIRKSOMHEDSEVENTYRET
FAGBOG For virksomhedsinteresserede er her historien om Danmarks største erhvervseventyr siden 2. verdenskrig, en beretning om den nådesløse kamp for overlevelse i den milliardstore vindindustri og om succes og fiasko på kant af loven. Ud fra en række kilder fortæller to journalister om de mennesker og begivenheder verden over, der udgør historien om vindmøllevirksomheden Vestas. Tilsammen fremlægges en mosaik af op- og nedture, lyssky transaktioner, sminkede regnskaber og interne ledelsesopgør – endda en gedigen nyhed om forsøg på industrispionage mod Kina.
Vestas. Af Birgitte Dyrekilde og Johan Christensen

FOR DE MINDSTE
BILLEDBOG Også for børnene er klimaet på dagsordenen. På Hadsten bibliotek kan de være med til at lave sjove maskiner der kører på vedvarende energi, når Søren Brynjolf afvikler ”nedfindingsLab” lørdag den 6. april. Her i bogen for de 4-7 årige møder vi Molly, som slet ikke er vild med blæsevejr. Vinden er dum, når man skal cykle i modvind. Men ude hos Morfar finder Molly ud af, at vinden kan bruges til mange gode ting. De bygger en drage, sejler med sejlbåde og morfar viser Molly en vindmølle, der ikke kun er sjov, men også rigtig smart. Vindmøllen kan nemlig lave energi til fjernsyn og køleskabe, og så endda på en måde der ikke skader jordkloden.  
Det blæser, Molly! Af Jesper Tolstrup

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk

Materialer