TEMA - AT VANDRE OG OPLEVE MED HJERTET

03.06.19
Vores gå-glade kollega Berit Lykke Madsen, fra Hadsten Bibliotek, foreslår en lille håndfuld bøger, der handler om glæden ved at gå i naturen.

GUIDE TIL VANDRING

Denne bog er skrevet af en naturvejleder og giver dig en masse tips og tricks til vandreturen. Bogen starter med et citat, som jeg syntes er meget smukt ” ikke sitt inne, når alt håp er ute” (forfatter Dag Evjenth). Vi kommer omkring beklædning, hvad der er nødvendigt at pakke til turen og bud på overnatningsmuligheder i det fri. Der er et kapitel om proviant, som kommer ind på energibehov, tørring af mad og der er tre eksempler på mad til weekendturen samt lidt opskrifter. Sikkerheden er en anden ting, som det er vigtigt at have styr på når man vandrer. Dette bliver gennemgået i særskilte kapitler. Jeg syntes personligt, at bogen er rigtig god til forberedelse af en tur og fungerer fint som opslagsværk.
Vandring og friluftsliv af Mette Mortensen (79.69)   

IDÈER TIL NATUROPLEVELSER

Denne bog omfatter Norge, Sverige, Island og Danmark. Bogen er opbygget med et fint oversigtkort, hvor man hurtigt finder det sted eller område man skal besøge. Dernæst går man til afsnittet som omhandler det pågældende udflugtsmål, og her finder man information om området såsom bademuligheder, dyreliv, skønne udsigter, overnatningsmuligheder i naturen og meget mere. 
Jeg har selv gjort brug af bogen i en efterårsferie, som gik til Sydsverige. Her fandt jeg tips til flere steder, som vi tog ud og udforskede på egen hånd. Deriblandt besteg vi Vetteberget, det højeste punkt på Tjörn. I bogen findes desuden gode rutebeskrivelser til hvert sted. 
Naturoplevelser i Skandinavien af Ben Love (50.25)

INSPIRATION TIL UDFLUGTER I DANMARK

Denne flotte bog bør du låne med hjem og nyde de mange flotte billeder og skønne beskrivelser af ikke mindre end 501 steder i Danmark. I forordet siges der, at bogen er tænkt som en håndbog til dem, der er på vej rundt i Danmark, men jeg kan nu også se den anvendt en kold vinteraften foran brændeovnen med en god kop kaffe, hvor man kan sidde og bladre i bogen, drømme og planlægge næste sommers vandreture og udflugter. 
501 steder i Danmark af Jørgen Hansen (46.2)

Denne uges anbefalinger er skrevet af Berit Lykke Madsen, Hadsten Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk
 

Materialer