TEMA - Salmer

28.02.22
Mie fra Hammel bibliotek foreslår 3 udgivelser, hvor der optræder religiøs musik

Inspireret af koncerten med Den Nye Salmetrio i Hinnerup søndag den 6. marts har jeg været på opdagelse i bibliotekets materialer og fundet tre forskellige udgivelser, hvor der optræder religiøs musik.

Færøsk vellyd
CD Uagtet titlen er dette nyskrevne korværk på færøsk. Oprindeligt blev det opført i DR’s koncerthus med solisten, DR Big Band og DR vokalensemble.  Værket bærer Eivørs umiskendelige fingeraftryk, men også den danske 1600-tals salmedigter Thomas Kingos, foruden fingeraftrykkene af en vor tids dygtigste arrangører, nemlig Peter Jensen. Værket bygger på sagnet om sælerne, der kommer op af havet, smider deres ham og bliver til mennesker, og det kan genremæssigt karakteriseres som et miks af moderne korværk, big band vokaljazz og nordatlantisk visetradition. Korpassager og akkompagnementer giver de enkelte sange og værket som helhed en dramatisk effekt, som er stringent og samlende.
At the Heart of a Selkie. Af Eivør

Munkemysterium
Krimi Hvis man er til stilfærdige krimier uden de store blodsudgydelser, kan denne serie fra fiktive ”Three Pines” i Canada anbefales. Som altid er det fordel at læse i den rigtige rækkefølge, men i netop denne sammenhæng må jeg fremhæve bind 8. Længe var klosteret Saint-Gilbert-Entre-les-Loupes skjult fra verden. Men en cd med munkenes smukke korsange blev verdensberømt og tvang dem ud i rampelyset. De forsøger stadig at leve isoleret, men da en munk myrdes, og Armand Gamache tilkaldes for at fange morderen, er freden endegyldigt forbi. Plottet udvikler sig hovedsageligt gennem samtaler, og ud over mordgåden får vi indblik i menneskets natur, når det gælder kærlighed og tro. 
Det smukke mysterium. Af Louise Penny

Nye tekster på gamle melodier
Sangbog Den allestedsnærværende Sigurd medvirker her til at give 15 salmer nyt liv gennem en gendigtning, hvor vanskelige ord er gjort letforståelige. ”Mit hjerte altid vanker” bliver f.eks. til ”Mit lille hjerte banker” og ”O kristelighed” til ”Du dejlige tro”.  Mellem salmerne er der forbindende tekster, hvor vi får baggrundsviden om salmernes historie, salmedigterne og komponisterne. Alle sider er illustreret i en munter stil og glade farver, der gør bogen børnevenlig. Der er noder til alle salmerne, men hvis man ikke selv kan spille, er der bag i bogen link til en indspillet version, hvor man vil kunne finde melodierne både med og uden vokal. 
Sigurd synger salmer for store og små. Af Sigurd Barrett og Eskild Dohn

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Tags
Materialer