TEMA - Klassekammerater

06.04.21
Mie fra Hammel bibliotek foreslår nogle gode bøger der foregår i skolen.

De allerfleste skoleelever er nu tilbage i skolerne – i hvert fald noget af tiden. Under lockdown er det blevet tydeligt, hvor meget kammeraterne betyder. Her kommer tre bogserier om skolen og fællesskabet i klassen – alle bøgerne kan findes på eReolen eller bestilles på biblioteket. 

Til højtlæsning

Serien ”Klassekammerater” tager udgangspunkt i en klasse med alle de udfordringer, eleverne hver især oplever på skift. Vi følger en flok klassekammerater det første år de går i skole, med genkendelige problemer og temaer fra hverdagen, som alle skolebørn vil kunne sætte sig ind i. Serien egner sig godt til højtlæsning, men gode læsere i de yngste klasser kan læse den selv. Sætningerne er korte, og illustrationerne er med til at bære historien frem. I den første bog i serien møder vi Frederik, som skal skifte skole. Han er nervøs og noget bekymret for, om han vil finde nye kammerater. Men alle tager godt imod ham, og da han kommer hjem finder han ud af, at Mikkel bor lige overfor. 
Ny i klassen. Af Helena Bross

Korte bøger for større børn

Samme koncept med skiftende synsvinkler finder vi i de to serier ”Dem fra sjette” og ”Dem fra syvende”. Bøgerne er så lette, at de vil kunne læses af børn fra ca. fjerde klasse, der gerne vil læse om lidt ældre børn. I den første bog møder vi Gunse, som er den nye pige i 6. klasse. Hun ligner ikke de andre piger i klassen, hverken af udseende eller væremåde. Gunse er fra første dag rap i replikken, og håret er farvet kulsort. Bøgerne giver et troværdigt billede af det tætte venskab i klassen, og de drejer sig også om forelskelser, konflikter og misforståelse mellem klassens elever. Forfatteren har nogle gode pointer, og alt ender - efter en heftig konfliktoptrapning - selvfølgelig godt.
En ny pige i klassen. Af Trine Juul-Hansen

Ny skole

Endnu engang starter hovedpersonen i en ny skole. Efter forældrenes skilsmisse flytter Sille til Kolding fra København med sin far og lillebror. Det er ikke særligt fedt at skulle starte i ny skole, synes hun, som er lidt genert. Hun bliver dog hurtigt ven med udadvendte Maiken, og på afstand er hun småforelsket i Ruben. Men det skaber kæmpeproblemer for hende, da hun for at imponere ham kommer til at fortælle en lille hvid løgn … Det er en frisk, sød og sjov bog om en almindelig pige, som handler om venner, familie og den første kærlighed. Der er foreløbig kommet to bøger om Sille. 
En lille hvid løgn, en kæmpekatastrofe. Af Annegerd Lerche Kristiansen

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

 

Materialer