TEMA - Grønlandsk litteratur

06.12.21
Jacob fra Hammel bibliotek tager dig med en tur til Grønland og gode bud på litteratur fra verdens største ø.

Grønlands litteratur går i disse dage sin velfortjente sejrsgang med forfatter Niviaq Korneliussen i spidsen, der i november 2021 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Blomsterdalen. Men Korneliussen er langt fra den eneste grønlandske forfatter, og i denne klumme vil jeg fremhæve tre udgivelser, der alle giver et unikt indblik i den grønlandske hverdag.

LGBTQ+ ungdommen på Grønland
Roman Niviaq Korneliussens korte debutroman fra 2014 blev rost til skyerne, og blev også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sin sanselige beskrivelse af 5 unge grønlænderes søgen efter identitet og seksuelt ståsted. De unge skiftes til at være fortællere, og beretter om livet som ung LGBTQ+ person på Grønland. Sproget hopper mellem dansk og engelsk, mellem sms- facebookbeskeder, og giver på en overbevisende måde indblik i en sårbar og identitetssøgende grønlandsk ungdom. Hvert kapitel er opkaldt efter en popsang, og overalt i romanen imponerer Korneliussen med sit smukke og rå sprog. 
Homo sapienne. Af Niviaq Korneliussen

Rå hverdagsrealisme
E-bog Med Zombieland har Sørine Steenholdt skabt en bog, der gennem noveller og prosadigte viser den rå virkelighed på Grønland. Her er der misbrug, alkoholisme, stoffer, psykisk sygdom, og med Zombieland får vi det hele råt og uden filter. Det er derfor en barsk omgang, og bogen kan få enhver læser til at stoppe op og tænke over den barske hverdag i det grønlandske samfund. Der er tale om klassisk samfundskritik i den helt tunge ende. Bogen er udsmykket med både smukke og barske illustrationer, der giver teksterne en ekstra dimension. 
Zombieland. Af Sørine Steenholdt. Kan findes på eReolen som e-bog og lydbog.

60´ernes Grønland
Roman Siden 1970´erne har musikeren, lyrikeren og forfatteren Juaaka Lyberth været en central figur i det grønlandske kulturliv. I 2014 debuterede han som forfatter med romanen Godt i vej, hvor han beskriver sin generations historie med ungdomsoprør og politisk forandring. Romanen følger den bogligt begavede unge grønlandske dreng Poul Erik, der i 1969 vender tilbage til realskolen i Nuuk. Her oplever han forelskelse og venskaber, men bliver også konfronteret med modstand og dansk kolonialmentalitet. Ligesom Homo Sapienne blev Godt i vej nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2014, og er et must read for dig, der gerne vil dykke ned i den grønlandske samtidslitteratur.          
Godt i vej. Af Juaaka Lyberth

Denne uges anbefalinger er skrevet af Jacob Meyer Hald, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

Materialer