TEMA - Fodbold

14.06.21
Mie fra Hammel Bibliotek giver bolden op til slutrunden i EM.

Lige nu afvikles EM om fodbold med et års forsinkelse. Her er et udvalg af bibliotekets nyere bøger om fodbold, som man kan fordrive tiden med mellem kampene.

Landstræneren

Biografi Forfatteren er journalist og har fulgt vores nye landstræner som en flue på væggen i tre år for at kunne skrive bogen, altså fra før den noget overraskende udnævnelse var en kendsgerning. Her er en god lejlighed til at komme nærmere på en mand, der aldrig selv har spillet på landsholdet, men blev fodboldinvalid som 26-årig. Vi hører om tiden op til Hjulmands ansættelse som landstræner, om hans barndom på Djursland og hans filosofiske ideer om fodbold, om at være træner for FC Nordsjælland og i Mainz, hvor han blev fyret. Forfatteren tegner også et billede af et tænksomt menneske, der tvivler på sig selv og ligefrem flere steder erkender, at han kan være svær at danse med, hvis han ikke får sin vilje. Bogen er dog mere end blot et portræt af et menneske, den er også et velskrevet indblik i en global fodboldindustri og giver via Hjulmands spændende forbilleder og mentorer håb om en bedre fodboldfremtid.
Kasper Hjulmand – fodbolddrømmer. Af Morten Glinvad

EM’s historie

Fagbog EM i fodbold går tilbage til 1960, hvor der blev afviklet en cup-turnering og de sidste fire hold spillede slutrunde i Frankrig. Sovjetunionen blev den første europamester med finalesejr over Jugoslavien efter forlænget spilletid. Hvis du har brug for at få læst op på den europæiske fodboldhistorie fortælles her om de 15 slutrunder i EM i fodbold fra 1960 til 2016. Forfatteren er fodboldfan og fortæller med subjektiv begejstring, hvor slutrunderne med dansk deltagelse får særlig opmærksomhed. Der er fokus på det sportslige og de mest fremtrædende spillere, men også på det alt det uden om banen som politik og skandaler bliver man klogere på. Vi må ikke glemme, det var på en tragisk baggrund, at en flok feriegæster fra et lille land spillede sig til en eventyrlig triumf.
EM - med mere : fodbold, storpolitik og røverhistorier fra 15 slutrunder gennem seks årtier i et foranderligt Europa. Af Jesper Harborg


Store kampe set i bakspejlet

Fagbog ”Kan du sætte nogle ord på hvad du følte, da du scorede det afgørende mål?” Måske krummer du også tæer over sportsjournalisternes banale spørgsmål til spillerne efter kampen, men hele denne bog udfolder kendte spilleres egne oplevelser af den kamp, de selv husker som deres bedste. Og her er både ikoniske øjeblikke fra store kampe, alle fodboldelskere kender og mere ydmyge kampe, som er glemt af de fleste. Begge dele er interessante at opleve set gennem spillernes øjne, og hvis man ikke orker at læse sig igennem en hel fodboldbiografi får man her i koncentreret form et indblik i de forskellige spilleres karrierer med højde- og lavpunkter.  Bogen bygger på interviews med 30 danske fodboldstjerner og tidligere landstræner Sepp Piontek. Spændet går fra Danmark-Brasilien ved OL i 1972, fortalt af Per Røntved, til VM-kampen Kroatien-Danmark i 2018, fortalt af Mathias Zanka Jørgensen. 
Min største kamp : stjernerne fortæller om deres bedste fodboldoplevelse. 

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

 

Tags
Materialer