TEMA - Fantastiske fotos

31.01.22
Mie tager et snapshot af 3 gode titler om fantastiske fotos

I disse tre bøger præsenteres vi gennem fantastiske fotos for verden set på en helt anden måde. Tæt på, langt fra eller fra steder, hvor øjet normalt ikke har adgang.

Monstre i miniformat
Fagbog Denne flotte bog om insekter som findes i vore huse, haver eller i naturen har vi placeret i børneafdelingen, men baseret på erfaringer fra bibliotekskontoret garanterer jeg, at voksne også vil finde den fascinerende. Dyrene er imponerende og måske lidt skræmmende, når de er forstørret med et mikroskop. I 25 kapitler fortælles om danske insekter og deres udvikling gennem 400 millioner år. Afsnittene om de forskellige insekter er illustreret med billeder forstørret op til flere tusinde gange, så man kan få et indtryk af f.eks. dansemyggens øje med sansehår. Baget i bogen er der afsnit om bogens teknik, hvor man optager billeder via særlige mikroskoper. Det er en ualmindeligt flot illustreret og meget velfortalt og spændende bog med mange kuriøse fakta. 
Tæt på insekter og småkryb. Af Dag O. Hessen og Ole Mathismoen

I fugleperspektiv
Fagbog  Nu zoomer vi i stedet ud, når vi sammen med en luftfotograf og pilot hæver os højt over det danske landskab. Under sine fotoopgaver i luften har fotografen tilfældigt fanget de specielle motiver, der ligger gemt i det danske landskab. Smukke linjer, forunderlige kurver og sjove former er gengivet i knivskarpe farvefotos, der udgør bogens sider sammen med et minimum af tekst, der fortæller hvor vi befinder os. Her er både land og by, himmel og hav samt sommer og vinter. Man får nemt en klump i halsen, når man ser hvor smukt et land, vi har. Som en digter vist på et tidspunkt har udtrykt det: ”Nu ved jeg, hvorfor fuglene synger!” Fotografen har udgivet flere bøger med lignende motiver og står desuden bag hjemmesiden luftfotodanmark.dk
Som en fugl ser det. Af Jesper Larsen

Det indre liv
Fagbog  Første udgave af denne fantastiske bog var en sensation, da den udkom allerede i 1965, så flere generationer har med ærefrygt betragtet de unikke billeder, hvor man trin for trin følger et fosters udvikling fra befrugtningsøjeblikket og indtil det lille barn er parat til at møde verden og de spændt ventende forældre. Selv om vores viden og tekniske kunnen har udviklet sig eksplosivt siden dengang, er denne 8. udgave af den visuelt smukke bog stadig en grundlæggende dokumentation, hvor hvert eneste udviklingstrin er dokumenteret med enestående billeder. Bogen bæres klart af billederne, men den sparsomme tekst supplerer og uddyber.
Et barn bliver til. Af Lennart Nilsson

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer