TEMA - Action i børnehøjde

03.05.21
Tina Andrea er klar med actionfyldte bøger for de 4-5 årige.

Det er dejligt for børnene, at de nu igen kan komme på biblioteket og selv bladre i krybberne med billedbøger for at vælge lige netop dem, de synes ser mest spændende ud. Her er tre billedbøger for de børn, der godt kan lide historier med gang i.

Fantasy med humor

Bøgerne om Nomerne er en fængende blanding af tegneserie og billedbog for de 4-7 årige. 
I denne bog møder vi Stalddrengen Minno. Han vil gerne være gerne være en sej stormrytter for prinsesse Zika, men de andre rytter synes han er for lille. Minno beslutter, at han på trods af sin lille størrelse vil deltage i det årlige væddeløb. Det udvikler sig på måde der gør, at det måske alligevel ikke er så dårligt at være lille. Der findes efterhånden mange bøgerne om Nomerne, og de går rent ind hos alle børn der kan lide actionfyldte historier. Nomerne optræder i både billedbøger og læs selv-bøger for begynderlæsere.
Nomernes vilde væddeløb. Af  Jan Kjær


Superbaby

Camilla Läckberg kender vi bedst fra de voksnes krimiverden, men hun har også skrevet børnebøger – denne var i sin tid hendes debut i genren. Charlie er en helt almindelig baby, født ind i en helt almindelig familie, der bor i en helt almindelig by. En nat drysser der lidt stjernestøv ned på Charlie, og pludselig er han ikke en helt almindelig baby mere. Charlie er lige pludselig blevet bedre til alt, og nu kan han også flyve. Da storebror bliver drillet i skolen, beslutter Charlie sig for at hjælpe. Illustrationerne er farverige og detaljerede og supplerer teksten fint. For 4-6 år.
Super-Charlie. Af Camilla Läckberg 

En helt i monstertruck 

Da drengen vågner midt om natten blæser en frygtelig storm over byen. På hospitalet har de brug for mere medicin. Kun en monstertruck kan klare turen, og den truck har drengen nøglen til. 
Det bliver en hæsblæsende tur gennem byen med masser af monstertruck-tricks, knuste biler og reddede pindsvin. Sprudlende bog, der hylder glæden ved vilde tricks og hestekræfter, for alle fartglade børn fra 3 år.
Stormen og monstertrucken. Af Daniel Sjölin

Denne uges anbefalinger er skrevet af Tina Andrea Klinge, Hadsten Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

 

Materialer