Illustration

Sov i naturen - selvom det er blevet efterår

16.10.20
Temperaturen er faldet og dagene er blevet kortere, men det er stadig fantastisk at sove under åben himmel.

Find inspiration og nyttige links i artiklen her - eller i en af bibliotekets bøger om friluftsliv, shelters og natur nederst i artiklen.

Sov i naturen

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at babyer ikke sover ude, når temperaturen når under -10 grader. Så du kan altså også sagtens klare det. Efterårs- og vintersæsonen i telt eller shelter stiller selvfølgelig krav om varmt tøj. Men overnatning ude er ikke en udstyrssport. Brug din fornuft, og hvad du har i skabet, og husk, at det velgørende ved at opholde sig i naturen ofte er fraværet at stressende ting og genstande.

Hvor må du overnatte?

Vil du slå telt op, er der efterhånden ganske mange danske skov- og naturområder, hvor campering i 1-2 døgn er tilladt. Men den letteste måde at overnatte i naturen er nok at benytte et shelter.

Her finder du en oversigt over shelterpladser i Favrskov Kommune.

Kommunens og Naturstyrelsens shelters er gratis at benytte, private koster sommetider lidt (20-30 kroner pr. døgn pr. person). Mange shelters har bålplads, ofte med tilgængeligt brænde, primitivt muldtoilet og vandpost. Der er dog oftest lukket for vandet i vinterperioden. Det er kun tilladt at overnatte i samme shelter 1-2 nætter i træk.

Du kan finde kort og regler for alle registrerede lejr-, telt- og shelterpladser på Naturstyrelsens hjemmeside her.

Hvis du bruger app’en “Shelter”, kan du nemt og hurtigt bruge din smartphone til at finde en shelterplads. Læs om Shelter-app'en her eller hent den i App Store eller Google Play.

Hvem overnatter i skoven?

Overnatning i det fri er for alle. Lejrbål og overnatning i frisk luft under stjernerne kan være en helt anderledes måde at være sammen - eller alene - på.

Det er en mulighed for at være offline sammen, tæt på hinanden, med snobrød og popcorn over bål. Tid til uforstyrret snak og en flaske vin ved bålet. Eller tid til sig selv, hvor sindet og kroppen går i sync med naturens tid, solen og blæsten. Og det er NÆSTEN som om, den højspændte actionfilm, vi kalder hverdagen, bliver sat på pause en stund.

Oprindeligt skrevet af Nina Ovesen, Aalborg Bibliotekerne.

Materialer