Billede af kaffe og bøger

Forsmag på bogcafé

Fra d. 23. november til d. 6. december afholder bibliotekerne bogcafé på alle kommunens fire biblioteker.

Vi glæder os til at se rigtig mange af jer – det er helt gratis, og vi serverer kaffe og småkager undervejs, blot vil vi gerne have jer til at hente en billet først.  Det kan du gøre under fanen 'arrangementer', hvor du finder de enkelte begivenheder. Her præsenterer vi et lille udvalg af de bøger, som er på menuen til caféerne - så du kan se diversiteten i det, du kan møde. 

Fremragende start på ny serie

Roman: Er du vild med familien Winther fra Trondheim? Eller serien om hotellet Flanagans fra London? Så vil vi gerne servere den næste goodie for dig her: Mød Betty. Betty er 17 år her i 1938, og har nylig fået en plads som stuepige for lægefamilien Molanders i Stockholm. Betty kommer selv fra små kår på landet, og i toget på vej til Stockholm møder hun den jødiske Martin, lektor Fischer, som hun udveksler bøger og breve med. Men romanen er mere end bare en kærlighedshistorie, udover at være yderst velskrevet er den en skarp tidsmarkør med gryende nazisme, arbejderbevægelse og gaskomfurer. Betty stilles i svære dilemmaer, og må tage vidtrækkende valg – og jeg glæder mig til at følge hende i de næste 3 bøger!

Historien om en blåmejse

Roman: Absint er historien om at møde en adoptivfugl. En fjeret vejviser til en verden af absolut nærvær og hvad der sker, når man forlanger tilstedeværelse i stedet for at stole på venskabet. Jeg er ret vild med historier om mødet mellem mennesker og dyr, og den her er ingen undtagelse. Niklas Rådstrøm er en af Sveriges mest anerkendte forfattere, både til poesi, romaner og dramatik, og Absint er en fin og letlæst indgang til resten af forfatterskabet, hvor han forener den tilsyneladende ligefremme historie om basal overlevelse med overvejelser om død og kommunikation til andre fuglekiggeres refleksioner og studier af fuglearter. En usædvanlig fin lille bog!

Et kort blik ind i en andens verden

Lydbog: En meget gribende oplevelse for mig har været at lytte til to af bøgerne i serien ’Første gang jeg…”. Det er små, korte bøger, 45 minutter på lyd, der er indtalt af forfatterne selv. Og det giver så god mening, at det er dem selv, der indtaler. Babak Vakili er rapper, podcast-dokumentarist og nu også forfatter, og hans bog om en vild tour de force gennem Københavns natteliv over flere år, hvor han aldrig får lov at komme ind på et diskotek, er fremragende indlæst og et nuanceret debatindlæg omkring hvad det betyder for mennesker at være en del af flokken. Shekufe Heiberg er en iranskfødt dansk litteraturformidler, oversætter og forfatter, hvis bog beskriver følelsen af både at høre til og føle sig afvist ved den samme handling. Og så er den et indlæg i den igangværende iranske frihedsbevægelse.

Bøgerne kan lyttes på eReolen.