Kvinde hører lydbog

Dobbelt så mange e-bøger, lydbøger og film til dig

08.01.21
Selvom de fysiske biblioteker må holde lukket, er der stadig adgang til et væld af e-bøger, lydbøger og film for hele familien på eReolen og Filmstriben - og nu skruer vi op for volumen.

Nu kan du låne 10 e-bøger, 10 lydbøger og 10 film hver måned, indtil bibliotekerne åbner igen. Dermed er der dobbelt så mange titler at glæde sig over i denne tid. Hent eReolen og Filmstriben som app og log ind med personnummer og din firecifrede pinkode til biblioteket.

De seneste restriktioner betyder, at bibliotekerne ikke kan tilbyde fysiske udlån i nogen form i øjeblikket for at hindre smittespredning, derfor lægge vi ekstra kræfter i det digitale bibliotek.

Husk de blå titler

Er du storforbruger af bøger, er der altid adgang til de blå titler på eReolen – de kan frit lånes og tæller ikke med i den månedlige kvote. Når man låner digitalt, afleverer titlerne sig selv, og der er ingen afleveringsfrister at holde styr på.

Endnu ikke låner?

Du kan let oprette dig som låner hjemmefra med NemID - du skal bare bo i Favrskov Kommune. Kontakt os, hvis du gerne vil oprette dit barn under 15 år. 

Husk, at du også kan møde os på Facebook og Instagram, hvor vi sørger for formidling og inspiration til din digitale læselyst.