TEMA: NYE JULEHISTORIER

03.12.18
Favrskov bibliotekerne anbefaler

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

KALENDERBOG
HØJTLÆSNING
Hvis du er hurtig og heldig kan du stadig nå at indhente den populære gavtyv Vitello, når han tæller ned til juleaften. Her er en herlig samling af 24 sjove, korte julehistorier som er oplagt til højtlæsning for 5-8-årige børn. Vi kommer vidt omkring, fra chokoladekalendere, sneskovling, pakkeleg, julebag og juleklip, over indkøb af træ, de mange forberedelser, hvem Jesus egentlig var og hvorfor romerne ikke gad høre på ham, til selve juleaften, der mod nogen forventning ender helt idyllisk. Både mor, Gregers, Møgungen Villiam, Max og/eller Hasse, Kamma og mange flere er med til at gøre Vitellos jul helt særlig og dog så almindelig. Vitello og jul er en glimrende kombination. De mange traditioner og gøremål levner rigeligt plads til en frisk drengs eksperimenter og egne holdninger. Bogen er sjov og hyggelig for børn såvel som voksne.
Kim Fupz Aakeson: Vitello – 24 julehistorier

TÆLLEBOG MED JULETEMA
BILLEDBOG
En sød bog for børn fra 2 år, hvor 10 søde engle i forskelligfarvet tøj kommer ned fra himlen og hjælper med juleforberedelserne. En engel i lyserødt tøj beundrer snefnug i aftenlyset. Endnu en engel i grønt tøj kommer til og de to nyder stilheden i snevejret. Den tredje engel er i mørkerødt tøj og så ligger de og slapper af på drivende skyer. Da den fjerde engel i lilla tøj kommer, er det tid til at bage småkager. Sammen med den femte engel i mørkegrønt tøj pynter de juletræet, og sådan fortsætter det i en hyggelig historie med budskabet om at lave juleforberedelserne sammen, så julen bliver fredelig og rar. Søde tegninger i klare farver supplerer historien rigtig godt.
Hans-Christian Schmidt: 10 små engle hjælper med julen

EN MISFORSTÅELSE
BILLEDBOG Her er en morsom og uhøjtidelig julebilledbog om bjørnen Boris, som egentlig vil sove vintersøvn. Da han lige inden han lægger sig skovler sne iført varmt undertøj og hue i røde farver, tror de andre dyr, han er julemanden. Det vil han bestemt ikke være. Men meget modvilligt må han passe arbejdet med at være julemand - eller julebjørn - og alle undtagen Boris er glade for julen. Det er den fjerde bog om den meget gnavne bjørn Boris, der i bogens særdeles morsomme illustrationer hele tiden ser misfornøjet eller ligeglad ud. Helt i modsætning til de andre dyr, som er meget begejstrede over Boris julebjørn! Børn vil more sig over denne modstilling - de voksne ligeså.
Ryan T. Higgins: Da Boris blev julebjørn

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan du kan læse flere anbefalinger her.

 

 

 

Materialer