Tema: Kloge billedbøger (uge 3, 2017)

15.01.18
Det virker fremmende for børns sprogudvikling at man ikke kun læser historier for dem, men også inddrager dem i en samtale om bogens handling – den såkaldte dialogiske læsning.

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

DIALOGISK LÆSNING
BILLEDBOG
Denne billedbog virker som en introduktion og en vejledning. I rammehistorien følger vi en familie gennem deres dagligdag, og historien ledsages af konkrete forslag til leg og samtale i relation til historien. Gennem hele bogen er der gavmildt strøet eksempler ud der viser hvordan samtale, motorik og leg kan knyttes sammen – ledsaget af fine illustrationer er af Lea Léten.
Den store snikke snakke bog. Af Ina Victoria Schou Haller

LOKALE OPHAVSMÆND
BILLEDBOG
Denne bog er et ægte Favrskov-produkt: Forfatteren er fra Vellev og tegneren fra Thorsø, og de to har sammen skabt universet Freddiesfarm.dk. I bogen her møder vi bondemanden Freddie som slet ikke bemærker at den gamle ged er generet af sin galoperende skægvækst. Til sidst får han dog hjælp af de andre geder der finder en stinkende god løsning på problemet, og bogens læsere lærer hvordan talemåden ”Så er den ged barberet” er opstået. Måske … Forrest i bogen er der gode råd om højtlæsning og bagerst nogle små opgaver til historien.
Geden med det lange skæg. Af Michael Andersen og Ole Steen Pedersen

MANGE BÆKKE SMÅ … GØR STOR BOG
BILLEDBOG
Dette er en fantastisk flot og dejlig bog som børn og voksne kan nyde i fællesskab. 90 kendte og mindre kendte tegnere har fået til opgave at illustrere et ordsprog. På hvert opslag er der et ordsprog på venstre side og den tilhørende illustration på højre. Bagerst findes quiz, ideer til spil og lege med ordsprog og inspiration til selv at tegne til ordsprog eller finde på nye. Bogen giver ingen forklaringer på ordsprogene, men lader i stedet illustratorernes fortolkning være indgang til en forståelse af dem. Helt igennem pragtfuld bog der giver masser at snakke om på en både seriøs og underholdende måde.
Den store ordsprogsbog

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.

Materialer