TEMA - Da Stasi styrede

Tre bøger med tråde til den kolde krigs tid.

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

JAGTEN PÅ SANDHEDEN

ROMAN Jesper Bugge Kolds helt nye roman ”Land i datid” handler om ungkommunisten Elisabeth der i 1975 vender hjem til Danmark fra en partiskole i DDR. I maven bærer hun østtyske Peter Korbers barn. 30 år senere rejser sønnen Andreas for første gang til Berlin. Hans far er blevet myrdet, og nu dykker han ned i den fortid der har naget ham siden hans tidligste barndom. I jagten på den far han aldrig har mødt, finder han hemmeligheder han ikke vidste fandtes, og forbrydelser der er blevet fortiet og fortrængt. Hvordan undgår han at blive fanget af sine forældres baggrund? ”Land i datid” er en flot researchet, helstøbt og tankevækkende roman.

Land i datid. Af Jesper Bugge Kold.

 

FLERE HEMMELIGHEDER

BIOGRAFI Mikael Busch, der er gammel Hammeldreng, har gravet dybt i Stasi-arkiverne og fundet den fascinerende historie om Knud Wollenberger der var dansk født, men bosat i DDR. Knud giftede sig med Vera Lengsfeld der var meget aktiv i dissidentkredse. I 1992 blev det afsløret at Wollenberger gennem tyve år havde arbejdet for Stasi og bl.a. indberettet alle sin kones aktiviteter. Afsløringen af det ultimative forræderi vakte stor bevågenhed i Tyskland hvor hans kone i dag er en fremtrædende politiker. ”Knud og Vera” bringer virkeligheden i det østtyske samfund helt tæt på den nutidige læser.

Knud og Vera. Af Mikael Busch

 

UHYGGELIGE KÆLDERAKTIVITETER

ROMAN ”Savnet” er den anden bog i serien om den tidligere politibetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn. Romanen fortæller historien om en regnskabschef der stjæler et større kontantbeløb fra sin arbejdsplads og stikker af til Berlin hvor han tilsyneladende forsvinder. Et halvt år senere opsøger hans søster Ravn for at få hjælp til at opspore sin forsvundne bror. Ravn følger sporet til Berlin hvor sagen trækker tråde tilbage til en Stasi-agent der opererede før murens fald. Bogen giver et godt indblik i Stasis uhyggelige arbejdsmetoder og de kaotiske forhold dengang i 1989. En spændende, indimellem voldsom historie der viser hvad totalitære systemer kan gøre ved mennesker.

Savnet. Af Michael Katz Krefeld

 

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.

Tags
Materialer