Tema: Cuba

06.03.23
Den 11. marts forvandles Sløjfen i Hadsten for en stund til Havana, når der bliver mulighed for romsmagning, salsadans og livemusik med orkestret ”Mambo Chutney”. I litteraturens verden er der ligeledes mulighed for at drømme sig til Cuba.

Slægtsdrama

Roman Elsker du bøger med parallelle spor, der styrer mod katastrofe eller forløsning, historiens vingesus, uretfærdighed, tab, sorg og kærlighed, så vil denne bog være noget for dig. Efter krystalnatten må 12-årige Hannah Rosenthal flygte med sin familie fra Berlin. I første omgang med Cuba som destination og planer om at tage videre til New York. Intet går dog som forventet. Et andet spor foregår i 2014, hvor en anden 12-årig pige i New York får post fra sin afdøde fars cubanske familie. Faderen omkom 11. september, så Anna har aldrig mødt ham. Sammen med sin mor rejser hun til Cuba, hvor de møder den livskloge og aldrende Hannah. Endelig kan de mange løse ender i familiens omskiftelige historie blive bundet.
Den tyske pige af Armando Lucas Correa.

Berigende underholdning

Roman Denne stort anlagte fortælling strækker sig fra 1958 til 1994. En far og hans søn, hvis liv er afskærmet fra hverandre, fletter sig parallelt med hinanden, med Cuba og revolutionen, kærligheden og ambitionerne som bagtæppe. I starten af 60’erne sendte en særlig operation over 14.000 uledsagede børn fra Cuba til Miami. Vi følger Rubén, som ad omveje ender i Danmark og senere tager tilbage til Cuba for at genvinde sin cubanske identitet og finde sin mor. Her bliver han en del af revolutionen. En smuk, sprogligt formidabel og intenst opbygget roman, som giver et unikt indblik i Cubas historie og kultur.
Stille flyder Havanas gader af Jan Gustafsson.

Øens sjæl

Børnebog Denne bog er første bind i en trilogi, som enten kan læses højt for børn fra ca. 7 år, eller som de lidt ældre børn selv kan læse. Rafael er en cubansk dreng, hvis far er arresteret, og hvis mor er deprimeret og ligger i sin seng det meste af tiden. Men en nat får Rafael besøg af en pelikan, som tager ham med til en anden tid i tiden, en mennesketom lomme af Cuba, hvor Rafael skal samle de 6 dele af øens sjæl - udholdenhed, frihed, musik, dans, samt livsglæde og kærlighed og dermed redde både Cuba og sin mor. En eventyrlig serie med fine illustrationer af Birde Poulsen.
Det grønne dyb af Lise Bidstrup.

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.