Forfattere nomineret til Læsernes Bogpris

Læsernes Bogpris

Der udgives SÅ mange dejlige danske bøger, og der findes også mange litteraturpriser – men prisen her er de danske bibliotekers litteraturpris, hvilket gør den tilgængelig for alle. Der er 10 nominerede bøger, og her præsenterer vi 3 af de ikke alt for kendte – du ser resten på læsernesbogpris.dk, hvor du også kan stemme.

Barbarisk!

Digte Dansk-somaliske Amina Elmi er et af de nye, stærke navne i den danske litteratur, en af dem, der kommer af en anden baggrund end rugbrødets. Hun har skrevet en vidunderlig stærk digtsamling – hvis du ikke tidligere har læst digte, kan du godt starte her! Det er ligetil, det er vredt, det er rørende, det er humoristisk – det er bare virkelig godt. Hun skriver om hjemløshed, som her om jegets mor: ”når jeg siger velkommen hjem mor, er det et hårdt stik i noget der ikke er”, om savnet af faren og om råbet for frihed for alle jegets søstre – både biologiske og metaforiske: ”Du mistede din stemme midt i deres, min søster, hvor kan vi gå hen hvor dine lunger er frie”. Og glæd dig så til oktober, hvor Amina besøger Hammel!

Barbar [tavshedens objekt]. Af Amina Elmi

Fanget i egen krop

Fagbog Nichlas Brendborg skriver virkeligt morsomt. Det er ikke tit jeg tager mig selv i at sidde og fnise, når jeg læser en bog om slankekure, men det skete her. Ikke at bogen som udgangspunkt handler om slankekure, den handler om alt det, vi som mennesker lokkes til og ind i fordi vi i bund og grund er vanedyr. Og alt det er ikke nødvendigvis godt for os, men derimod godt for indtjeningen hos de virksomheder, der lever af det. Det er en bog, der giver et vigtigt indblik i de mekanismer, der bruges for at holde os fanget, og dermed også mulighed for at gennemskue dem og tage magten over vores eget liv tilbage. Du kender sandsynligvis forfatteren i forvejen for bestselleren ”Gopler ældes baglæns”.

Vanedyr. Af Nichlas Brendborg

Fjendebilleder?

Roman Denne roman er andet selvstændige bind i serien om Harriet, der i ”Indtil vanvid, indtil døden” rejser til München under anden verdenskrig og indkvarteres hos nazistiske bekendte. Denne roman handler om Harriets liv fra 1943 til befrielsesdagene i 1945, hvor hun er taget tilbage til Danmark og skal finde sig til rette i et liv, der byder på skarpe skel mellem rigtigt og forkert – og ingen overbærenhed med gråzoner. Men de findes i rigt mål i Harriet, og via Kirsten Thorups særegne skrivestil med et ’du’ som udgangspunkt kan hun vise de stærke, dobbeltrettede følelser, der raser i Harriet. Bogen rammer lige ned i aktuelle etiske dilemmaer og får os til at reflektere og se tingene fra flere sider i en tid, hvor vi hellere vil mene noget end vide noget.

Mørket bag dig. Af Kirsten Thorup