Find artikler

Det er ikke kun bøger du kan bruge til opgaven.

Når du laver opgave, har du måske oplevet, at det kan være svært at finde bøger om dit emne? Nogle gange er der mange der skriver om det samme, så derfor kan der være rift om de gode bøger. Heldigvis kan du også bruge andre kilder end bøger.

Og hvorfor er det så smart for dig at bruge artikler?

  • Hvis bibliotekets bøger er udlånt, kan artikler være din redning.
  • Artikler er for det meste korte, og overskuelige at læse.
  • Artiklerne er ofte mere aktuelle end bøger.
  • Du kan læse artikler online, de kan downloades til din enhed, eller sendes hurtigt med post.
  • Hvis du læser flere artikler, får du en bredere vinkel på dit emne.
  • Tidsskriftartikler har en høj troværdighed, fordi de er skrevet af fagpersoner.
  • Avisartikler er skrevet af journalister, som er debatskabende, men ikke nødvendigvis eksperter.

Hvor finder jeg artiklerne?

På Bibliotek.dk har du mulighed for at bruge digital artikelservice. Her findes over 65 millioner videnskabelige artikler, så hvis dit emne er smalt, har du store chancer for at finde noget du kan bruge her.

Når du er logget ind, kan du bestille artikler som kopi på papir, andre kan du umiddelbart hente til din indbakke og printe ud. Avisartikler kan du ofte læse online.

Infomedia finder du artikler fra alle landets dagblade, aviser og tidsskrifter. Vær dog opmærksom på, at du være på biblioteket for at kunne bruge Infomedia.

Faktalink er der artikler om mange populære emner. De er overkommelige at læse, og så giver de en god baggrund til dit emne. Og fordi artiklerne er skrevet af fagpersoner, kan du stole på dem.

Forfatterweb er artikler om forfattere. Så hvis du skriver opgave om et værk af en forfatter, kan du finde god viden her. Det kan være et samlet overblik over forfatterskabet, eller analyser af udvalgte tekster.

Europa World Plus handler om verdens lande. Du kan få mere at vide om bestemte lande, eller du kan sammenligne to lande med hinanden, hvis du eksempelvis skriver opgave i samfundsfag.

Andre muligheder

Der er selvfølgelig også den mulighed at du kommer ind på biblioteket og snakker med bibliotekaren, så vi i fælleskab kan finde de artikler du er ude efter.

Hvis du har brug for at få svar på et helt specifikt spørgsmål, kan du bruge Biblioteksvagten, som svarer på alt mellem himmel og jord.

Du kan også bruge vores tilbud Book en Bibliotekar. Du skal blot skrive nogle få oplysninger om dig og din opgave, så aftaler bibliotekaren tid og sted med dig, hvor i kan ses og snakke en halv times tid om dét, du har brug for til din opgave. Det kunne for eksempel være hvordan du bedst finder info, eller hvilke kilder der er gode til netop dig.