Tre bøger fra Færøerne
Den 14. maj får Hammel besøg fra Færøerne, når Teitur giver koncert i InSide. Vi varmer op med tre bøger fra det nordatlantiske ørige.
Af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek
Besøg hos broderfolket
Fagbog. Læs om øernes mangeårige historie og samfund og bliv samtidig klogere på Færøernes kunst og kultur i denne kulturhistoriske guide, der samtidig er en tidsrejse. Vi hører om både kirken, forfatningen, erhvervslivet samt litteratur, billedkunst, musik og arkitektur. Økonomisk buldrer ø-samfundet frem samtidig med, at der er befolkningstilvækst. Teksten er informativ og velskrevet, og som læser fornemmer man forfatterens fascination og glæde over Færøerne – en smittende følelse, der gør læsningen til en leg.
Færøerne - historie og samfund, kunst og kultur. Af Ingrid Falktoft Andersen
Et tidsbillede fra 70’erne
Roman. En 16-årig gymnasiepige bliver gravid i 1970'ernes Tórshavn i en familie med en dominerende mor med ’dårlige nerver’, der fylder sig med medicin og forsøger at bevare facaden. Den unge pige skjuler sin graviditet, indtil sandheden uundgåeligt kommer for en dag. Romanen har modtaget Færøernes Litteraturpris, og er en selvstændig efterfølger til forfatterens romandebut ”Pigen i verden”. På den ene side en meget barsk og bevægende fortælling om en ung kvindes knugende og undertrykte følelser i en dysfunktionel familie og samtidig en let, varm og meget genkendelig historie om frigørelse.
Sommeren varer ikke hele året længere. Af Katrin Ottarsdóttir
Lokal klimakamp
Ungdomsbog. I denne rørende og indsigtsrige historie om sygdom, klimakamp, alkoholisme, identitet og meget mere følger vi fire unge. De går sammen for at råbe de lokale politikere på Færøerne op med henblik på at få klimaet på dagsordenen. Intet går dog efter planerne, bl.a. ender Friðas veninde Miriam på sygehuset med en dødelig lungesygdom, og Friða forsøger, gennem Miriams dagbog og sine egne erindringer, at finde ud af, hvad hun kunne have gjort anderledes. Kan Friða løfte megafonen efter Miriam og sige sin mening?
Rodskud. Af Marjun Syderbø Kjelnæs