Litteratur

Forbudte bøger

Folkebibliotekerne styres i nogen grad af biblioteksloven. Herunder bl.a. paragraf 2: At vores materialer skal vælges ud fra ”kvalitet, alsidighed og aktualitet”, men også at de specifikt IKKE må vurderes ud fra bøgernes ”religiøse, moralske eller politiske indhold”. Sådan er det dog langt fra alle steder. Her kommer tre bud på bøger der er forbudt andre steder i verden, men som du – i hvert fald endnu – kan låne på biblioteket i Danmark.

Af Af Christinna, Hammel Bibliotek

Stockholm-syndrom eller uskyldig kærlighed?

Roman Forfatteren er kendt for sine (toxic) romance bøger, og denne er ikke meget anderledes end resten af forfatterskabet: En rå og ærlig fortælling om den konfliktfyldte tilværelse i et voldeligt parforhold, baseret på forfatterens egne erfaringer. Den er siden blevet forbudt på 104 skoler i Iowa og South Carolina. Kritikere mener, at den romantiserer overgreb og partnervold, og at hovedpersonen lider af Stockholm-syndrom (hvor et offer udvikler sympati for sin overgrebsmand). Jeg synes ikke, bogens indhold er problematisk – meeeen når det er sagt, så er dilemmaet herhjemme nærmere, at unge helt ned til 12 år gerne vil læse hendes bøger som kærlighedsromaner – og inspiration til et sundt parforhold kan bogen i hvert ikke give. Læs selv og vurder om du synes, den skal komme med en ”trigger warning”…
Det ender med os af Colleen Hoover 

Hvem har ret til at fortælle historien? 

Roman Denne anmelderroste og prisvindende roman er netop udkommet på dansk, men i forfatterens hjemland Algeriet blev bogen forbudt allerede inden udgivelsen. Forfatteren, der er forment adgang til sit hjemland, lever nu i eksil i Frankrig efter voldsom hetz mod ham og hans familie fra både regimet i Algeriet, den franske venstrefløj og islamister. Bogen handler om en ung pige, Aube, og de voldsomme lidelser, hun kæmper sig igennem i borgerkrigen i slutningen af 1990’erne, hvor mere end 200.000 blev dræbt, og mange flere tortureret, voldtaget og forfulgt. Kamel Daoud er født i 1970 og har selv oplevet borgerkrigen. ”Ingen giver mig de ti år tilbage, som krigen kostede. Jeg siger det, jeg vil. Jeg har betalt med krigen,” udtalte han til Berlingske, da de interviewede ham i forbindelse med modtagelsen af Le Prix Goncourt i december 2024. Læs selv og vurder, om bogen er den høje pris værd, som Daoud personligt har betalt.
Huri af Kamel Daoud

Voldsom virkelighed eller grov vold?

Roman Farven Lilla, der blev filmatiseret på ny sidste år, har siden sin udgivelse i 1982 opnået status som en litterær klassiker i mange lande. Bogen giver et nuanceret, barskt og rørende indblik i  voldsom racisme, omsorgssvigt og seksuelt misbrug i de amerikanske sydstater fra år 1909 og frem til slutningen af 30’erne. I bogens hjemland USA er historien dog en anden; her har den været voldsomt lagt for had og er bandlyst fra både skoler og biblioteker i mange stater – primært pga. de detaljerede beskrivelser af sex(forbrydelser), vold og stoffer, som danner rammen om hovedpersonernes liv. Læs selv og vurder, om de detaljerede beskrivelser er berettiget eller for meget.
Farven Lilla af Alice Walker