EU og Lykke Friis
Senere på efteråret (26. november) besøger Lykke Friis Hadsten Bibliotek for at fortælle om EU’s fremtid set i lyset af de mange udfordringer, som unionen, kontinentet og hele verden står over for lige nu. I den anledning anbefaler vi tre bøger om Europa og de historiske udfordringer.
Af Sigurd Dam Jensen, Hammel Bibliotek
Efter murens fald
Fagbog Lykke Friis er ekspert i europæisk politik, men særligt Tyskland står hendes hjerte nær. Med udgangspunkt i 89 historiske billeder tager Lykke Friis os i denne bog gennem den store omvæltning, murens fald i 1989 var. I den reviderede udgave, der udkom som en markering af 35-året for murens fald, analyserer hun i to nye essays det nye Europa, og hvad vi kan lære af de mange ændringer, murens fald bragte med sig.
Håbets Europa i 89 billeder. Af Lykke Friis
Fællesskabet
Fagbog EU og Europa er mange ting. Det er nogle institutioner i Bruxelles, det er et nogenlunde defineret geografisk område, men ifølge denne essaysamling af Jens Christian Grøndahl er det også en følelse af et fællesskab på tværs af forskelligheder. Med formuleringen: ”Europa er ikke et sted, men mange steder, og begynder altid i et hjørne, for eksempel her.” giver Grøndahl et fint billede på, hvordan han oplever Europa fra sit eget lokale udgangspunkt. Det at være europæer kan se ud på en helt masse måder, og vi er ikke enige om alt, men ifølge Grøndahl er det vigtigste, at vi giver plads til at være uenige. Trods de store tanker er det en let læst bog, der sætter tankerne i gang om ens forhold til Danmark, Europa og EU.
Europa er ikke et sted. Af Jens Christian Grøndahl
Baggrunden for EU’s opståen
Fagbog Morten Møller er historiker og har bl.a. skrevet bogen Vestagers Verden, hvor Margrethe Vestager fortæller om sit arbejde i EU, men her anbefaler vi en bog med fokus på ældre begivenheder. Møller har sat sig for at beskrive, hvordan det, vi i dag kender som EU, blev til. Vi er helt tilbage før 2. verdenskrig og så frem gennem krig, kul- og stålforbund, en vis fornuftig cognac-sælger, samt EF og flere traktater, men hele tiden med fokus på, hvad datidens udviklinger og beslutninger betyder for nutidens EU. Som den franske filosof Simone Weil sagde, skal man kende fortiden for at forstå nutiden. Med denne bog sørger Morten Møller for, i et dejligt umiddelbart sprog, at vi er godt klædt på til at forstå nutiden og den usikre nære fremtid.
Ud af ruinerne: Vejen mod et forenet Europa. Af Morten Møller