Halloween historier
Halloween er lige om hjørnet. Biblioteket anbefaler her gys og gru til de unge, yngre og yngste.
Af Merete K. Nikolajsen
Ikke for sarte sjæle
Ungdomsbog Wilma er en 16-årig pige med tunge oplevelser i bagagen. For endelig at få lidt fred og nyde sol og sandstrande rejser hun til Florida som udvekslingsstudent. Det er bare ikke meget fred, hun får, for inden længe findes resterne af to teenagepigers lig i nærheden, og samtidig forsvinder Wilmas nye bedste veninde. Wilma, som selv er traumatiseret pga. sin fortid, bliver hurtigt hvirvlet ind et uhyggeligt drama. Hvem kan hun mon stole på? Her er en historie fyldt med gys og gru. Jeg måtte ind imellem bladre lidt frem, inden jeg turde læse videre, men blev hurtigt grebet af historien.
Byttedyr. Af Lise Villadsen
Halloween hele året
Billedbog Hvad gør man, når det er sommer, og der er alt for lang tid til halloween, og der kun er én eneste sølle slikdag om ugen? Hvis man hedder Vitello, og hvis ens mor hverken er til at hugge eller stikke i, så tager man sagen i egen hånd. Vitello beslutter sammen med møgungen William at klæde sig ud og tigge en hel masse slik - for hvem siger egentlig også, at der kun kan være én halloween om året? Vitello-bøgerne er bare den perfekte godnatlæsning. Der er garanti for, at både børn og voksne trækker på smilebåndene og hygger sig sammen.
Vitello tigger en masse slik. Af Kim Fupz Aakeson
Findes der monstre?
Billedbog Det er snart Halloween, og uhyggen breder sig rundt om Alberte. Mest fordi Noahs far har sagt, at der helt sikkert findes ægte spøgelser og monstre. Alberte bliver mere og mere bange og vil slet ikke deltage i børnehavens halloweenfest. Hvad skal hun nu gøre? Det er en fin billedbog om hvordan det føles at gå rundt helt for sig selv og med en følelse indeni, som ingen andre kender til – og om, at det kan hjælpe at tale med de voksne om, hvordan man har det.
Alberte i børnehave – jeg er bange. Af Line Kyed Knudsen