Litteratur

Exofiktion og fortidens seje kvinder

De seneste år har genren exofiktion – altså kunsten at skrive en roman om en rigtig person (der ikke er dig selv), fået et ordentligt boost herhjemme. Og i anledning af, at vi får besøg af forfatter Lotte Garbers d. 2. april, præsenterer vi her tre bud på nye, gode romaner om virkelig seje kvinder fra fortiden.

Af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek

Højt at flyve

Roman. Og lad os så bare starte med den, det hele drejer sig om! Lotte Garbers er nemlig udkommet med en ny, forrygende roman om Danmarks første stuntkvinde og stumfilmskuespiller, Emilie Sannom. Hun var verdenskendt for sine halsbrækkende manøvrer, og samtidig med at hun var eneforsørger af sin familie, formåede hun at bryde med datidens normer og få en datter udenfor ægteskab. Vi kommer langt ind under huden på Mille, som hun bliver kaldt, og lever os med i både hendes succeser og skuffelser. På Djursland er der nok en del personer, der vil kunne genkalde sig hendes navn, for det var foran et publikum på 8.000 mennesker hun endte livet, da hendes faldskærm ikke foldede sig ud. 


Frøken Sannoms vinger. Af Lotte Garbers

Bag rattet

Roman. Ikke kun i underholdningsbranchen foldede kvinderne sig ud før i tiden, også intellektuelt kunne de (selvfølgelig) være med. Cäcilie Bertha Ringer er ikke kendt af vores tid – men det er hendes mand, Carl Benz. Han er hyldet for at være opfinderen af den moderne bil, og det der siden blev til Mercedes-Benz, men han var sandsynligvis aldrig nået dertil uden sin kone Bertha. Hun var fra barnsben fascineret af teknik og byggeri og støttede fuldt og fast sin mand i hans tro på ’motorvognen’, der kunne køre uden brug af en hest. Vi bliver lukket ind i livet i Mannheim, en del af Tysklands kraftcenter, i den sidste halvdel af 1800-tallet, hvor kvinder skulle brodere på deres brudeudstyr og lære at føre en husholdning. I denne velskrevne bog åbnes op for en verden af oversete kvinder i historien.  

En kvinde i førersædet. Af Penny Haw

Portrætteret på film

Roman. En hel del læsere vil nok huske biograffilmen ”Lee”, der med Cate Winslet i hovedrollen tegnede et fremragende portræt af fotomodellen og fotografen Lee Miller. Nu er der en lige så fremragende roman (af en dansk forfatter) på gaden. Vi ser Lee Miller udefra, gennem vennen David E. Shermans øjne, og det giver os et både omsorgsfuldt og skarpt indblik i en modig og viljestærk kvinde, der ikke ville ligge under for omverdenens normer, men gik sine egne veje. Og et forstående, kærligt og også en smule vredt blik over den kvinde, hun blev til efter krigen – da det, som vi i dag ville genkende som ptsd, sætter ind. Romanen er velskrevet og har både krigens gru og fotografernes arbejdsliv lige på kornet. 

Kvinden i Hitlers badekar. Af Irene Pedersen