Litteratur

Kvindernes kampdag

I anledning af ”Kvindernes internationale kampdag” den 8. marts præsenterer vi her tre aktuelle bøger.

Af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek

Et nyt ord

Fagbog. Forfatteren har skabt et nyt ord som pendant til ”mandsmod” for at udligne en ubalance i sproget – for selvfølgelig kan kvinder også være modige. Det er de syv stærke personlige historier i denne bog et bevis på. Som forhenværende generalsekretær for Amnesty International i Danmark har Trine Christensen gennem mange år arbejdet i verdens brændpunkter og mødt store personligheder, som på hver deres måde og med hver deres baggrund har valgt at sætte deres liv på spil for at gøre en forskel i verden ved at gå imod  regimer, narkobaroner, diktatorer mv. Samtidig har de brudt med forventninger til, hvordan kvinder skal agere, se ud og leve. I bogen fortæller de ærligt om de oplevelser, der har været med til at forme dem.

Kvindsmod. Af Trine Christensen

Hjem til Danmark

Biografi. Fra en dansk synsvinkel portrætteres her 14 meget forskellige kvinder, der hver især har sat deres aftryk på danmarkshistorien. Forfatterne har udvalgt en række kvindeskæbner, som har bidraget til dansk kunst og kulturliv, men som efter forfatternes mening ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener. Kvinderne fordeler sig forskelligt både geografisk, tidsmæssigt og på tværs af klasse – fx Anny Berntsen, der i starten af 1900-tallet uddannede sig til snedker og blev skaber af talerstolen i Folketinget, som portrætteres side om side med tre kvinder, Johanne, Ingeborg og Bodil, der endte deres dage på bålet som hekse. Ved hvert portræt er der forslag til lokaliteter, der kan besøges for at få mere viden om kvinderne.

Kort over hende : 14 kvinders aftryk på Danmark. Af Inger Christine Løwe & Sidsel Welden

For de unge

Fagbog. Bogen kan med udbytte læses af alle med interesse i køn, ulighed og rettigheder, men henvender sig særligt til unge mellem 13 og 17 år. Den stiller spørgsmål som: Hvad er feminisme? Hvem har magten? Hvem laver reglerne? og beskriver, hvordan man selv kan gøre en forskel. Det er en aktuel og vedkommende bog om et vigtigt emne, der til stadighed er behov for øget fokus på. Den er velskrevet og indeholder talrige farverige illustrationer, der på fin vis understøtter budskabet. Personlige erfaringer og invitationer til kritisk tænkning, selvrefleksion og aktivisme tilfører værdi og dybde. Bogen vil være oplagt at anvende i projektarbejde i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

Denne bog er feministisk. Af Jamia Wilson