Litteratur

Paradisiske haver

Inden havesæsonen for alvor går i gang, kan man bruge tiden på planlægning og inspiration fra andres haver. Her præsenteres 3 forskellige bud på skønne bøger til sofarejsen.

Af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek

Fagbog. Åhh, at rejse til Sydengland for at kigge på haver! Bare at sidde med denne vidunderlige bog og drømme sig væk er næsten nok (men også kun næsten!), for efter at have bladret i den, forestillet mig at dufte den fugtige muldjord og set de storslåede udsigter udover de langstrakte landskaber omkring de herskabelige ’manor houses’ i det frodige Sydengland, må min næste rejse da gå hertil! Jeg vil gerne bede om en indkvartering på Gravetye Manor, hvor haven er anlagt af den vidtberømte gartner og journalist William Robinson, som har været med til at udvikle stilarten ’cottage gardens’. I dag er det et hotel, og et ja tak herfra… 

En haverejse til Sydengland. Af Hans Peder Christiansen

Fagbog. Øm Kloster ligger kun en spytklat væk fra Favrskov – omkring Ry – og alligevel er der nok mange af os herfra der aldrig har været der. Men når vi taler om paradisiske haver, kan vi på ingen måde komme udenom klosterhaverne, for de er anlagt med inspiration fra selve Paradisets Have. Munkene skulle undgå kød fra firefodede dyr, og derfor fyldte plantebaseret kost mere end normalt for tiden, og en køkkenhave var essentiel. Derudover dyrkede man planter til medicin, til smagsløgene, til drikkelse, pesticider, blomster og urter til brug i kirken. Så hvis man har interesse for historiske haver, anbefales det stærkt at tage på studietur til Øm Klostermuseum – og at studere bogen her først for at være godt forberedt. 

Klosterhaven ved Øm. Af Lene Mollerup

Fagbog. Hvis du drømmer om fællesskab, solskin, evig kaffe på kanden og muld mellem tæerne er det denne bog, du skal tage fat i. For nogle vil paradisets have være det stort anlagte, snorlige og ukrudtsfrie anlæg, for andre vil det være følelsen af, at du kan være lige den du er – du er hjemme i din have. Og hvor er det mere tydeligt end i kolonihaven, som man gerne rykker ind i flere måneder ad gangen i sommerhalvåret, hvor børnene kan løbe frit, finde nye venner og forstå, at kartofler er andet end pommes fritter og chips? Julia Lahme har skrevet en vidunderlig bog, man får lyst til at flytte ind i, om både sin egen kolonihaverejse og om flere andres måder at elske deres kolonihaver. 

Kolonihaveliv. Af Julia Lahme