For børn

To unge, to drømme – et fælles vilkår: Ordblindhed

Ordblindhed kan være en udfordring, men det behøver ikke stå i vejen for hverken drømme eller fremtid. Det viser Mathias og Alma, der begge går på FGU – men med vidt forskellige interesser og mål.

Af Lærke Maria Nielsen

En svær start på skolelivet

18-årige Mathias går på FGU på linjen Ejendomsservice. Han er på skolen én dag om ugen – resten af tiden arbejder han i et kloak- og betonfirma: ”Jeg graver kældere ud, og jeg har også arbejdet på Aarhus Stadion. Det har været spændende at prøve en masse nyt,” fortæller han.

19-årige Alma går ligesom Mathias på FGU i Hadsten men har valgt linjen Kultur og Samfund. Hun drømmer om at komme videre på HF – gerne på en kunst- og designlinjen: ”Jeg elsker at være kreativ. Jeg maler, syr og tegner,” fortæller hun.

Drømmene om fremtiden har dog ikke altid været lige lette. Alma blev testet ordblind i 3.-4. klasse, efter en svær start i skolen. ”Jeg havde meget svært ved at lære alfabetet. Min mor prøvede at lære mig at stave mit navn, men jeg byttede hele tiden rundt på bogstaverne. Det frustrerede mig,” husker Alma.

Ligesom med Alma, blev det opdaget, at Mathias var ordblind, da han gik i 4. klasse. ”Jeg mærkede i 3. klasse, at det var noget bøvl at læse. Da jeg blev testet, fik jeg hjælpemidler som AppWriter. Det åbnede nogle døre,” fortæller han. I dag bruger han især tale-til-tekst og Google Lens til fakturaer og SMS’er

Alma
Mathias

Arbejdsglæde og kampgejst

Diagnosen blev en lettelse for Alma. ”Så var der et sted at starte – det var ikke bare, fordi jeg var dum,” siger hun, og hun er kommet langt siden den første tid, hvor ordene var besværlige:  ”Jeg kan godt lide at læse nu, men stavning er stadig hårdt.”

Mathias har aldrig rigtigt fundet glæden ved at læse, men det holder ham ikke tilbage. Han har altid vidst, at han ville arbejde med maskiner og entreprenørarbejde. 

”Min far kører lastbil, og det gør mange af mine kammerater også. Jeg har hjulpet med det hele min barndom,” siger han. Drømmen er da også er klar: Kørekort til lastbil og en fremtid i entreprenørbranchen – måske som selvstændig. ”Min chef er mit store forbillede. Han er også ordblind, ligesom mange i firmaet. Vi er virkelig dårlige til at skrive sammen, så vi ringer meget i stedet,” griner han.

Det er helt tydeligt, at Mathias sætter stor pris på tiden i firmaet. Han er da heller ikke i tvivl om, hvad hans største styrke er:  ”Min arbejdsglæde. Jeg kan godt lide at komme ud og lave noget.”

Almas største styrke er hendes mindset: ”Jeg lader mig ikke påvirke af, hvad andre tænker. Jeg bliver nærmest fornærmet over ideen om, at jeg skulle være flov over at være ordblind,” siger hun med et smil.

 

Gode råd til andre med ordblindhed

Både Alma og Mathias har gode råd til andre børn, som har fundet ud af, at de har ordblindhed. Mathias’ er kort og præcist: ”Knokl på og gør dit bedste. Hvis du kæmper, så skal du nok blive stor og stærk!”
 
Almas handler om at finde læseglæden, som hun selv er så glad for, at hun har fået: ”Prøv at nyde at læse, så er det nemmere at blive god til det. Det kan godt være svært, men prøv at tænke, at det ikke kun er træls. Tænk i stedet: Jeg skal bare tage min tid til det, og det er okay!” Opfordrer hun, og afslutter: ”Hvis du har det skidt, kan du ikke gøre dit bedste.”

 

Favrskov Bibliotekerne vil gerne sige tak til Alma og Mathias, FGU og deres læsevejleder, for at hjælpe med at få fortalt de gode historier om at leve med ordblindhed.

Artiklen er skrevet i forbindelse med Den Internationale Ordblindeuge. Vil du gerne finde inspiration til læselyst, kan du gøre det på Bibliotekernes Sprog og Læsespor.