SKAB – craftfestival indtager Kulturhus Inside i Hammel 19.–24. januar 2026
Af Trine Obbekær
I januar 2026 inviterer Favrskov Kommunes biblioteker og kulturhuse til SKAB – en craftfestival for nørd og nybegynder. Festivalen finder sted 19.-24. januar i Kulturhuset Inside i Hammel og bliver en uge med masser af workshops og talks med fokus på inspiration, nærvær og kreativ skaberglæde. Her er der både plads til nørder og nybegyndere – så alle kan være med!
Festivalen er for alle voksne, der har lyst til at slippe hverdagens tempo og mærke, hvordan det at skabe med hænderne – uden mål og mening – kan give ro, glæde og nye forbindelser. Ugen byder på en mangfoldighed af forskellige aktiviteter – både med og uden tilmelding. Lige fra ’Croquis & Cocktail’ til ’Badass broderi og bajer’ med broderisten Trine Runge Jessen, der med humor og nål får gang i både grin og sting. Udover at nørkle med hænderne er fokus også på hyggeligt samvær, grin og fællesskab.
"Det handler ikke kun om resultatet, men om glæden ved at skabe – og om at være sammen om noget, der måske virker unyttigt, men som i virkeligheden er uundværligt,” siger arrangør Trine Valentin.
SKAB er en kombination af åbne, gratis aktiviteter og talks og workshops, der kræver tilmelding og billetkøb. Billetsalget åbner 1. november her på siden.
Kendte navne og kreative oplevelser
Festivalen åbnes med foredrag af strikkedronningen Hanne Rimmen og fortsætter med Maria Bjerg fra Skaberglæde, der fortæller om sin vej ’Fra stressramt til strikker’.
Lørdag d. 24/1 kulminerer ugen i et brag af en KREA-fest kl. 10-17 med masser af workshops og gratis ’drop-in’ aktiviteter uden tilmelding. Der er helt sikkert noget for enhver smag, så sæt hele dagen af!
Vi håber nemlig, at gæsterne har lyst til at blive lidt længere, især lørdag:
”Vi har en drøm om, at vores gæster både kommer i løbet af ugen, men især har lyst til at sætte hele lørdagen af. Udover de mange workshops og drop-in aktiviteter, kan man også sysle med sine egne projekter, deltage i en gang ’Strik & Lyt’ i lokalarkivet, hygge sig med en kop kaffe i fællessalen og synge med på en fællessang. Kort sagt nyde stemningen i Inside uden bagkant og mærke, hvad kreativitet gør for fællesskabet.”
En del af Favrskov Kommunes kulturstrategi
SKAB festivalen er en del af Favrskov Kommunes kulturstrategi, hvor kultur er noget, man er fælles om. Den skaber samtaler, fælles oplevelser, en følelse af samhørighed, et sted at høre til og noget at være stolt af. Festivalen er et levende eksempel på, hvordan nye kulturelle mødesteder kan opstå – skabt af og for dem, der har lyst til at være med.