Indskrænket åbningstid pga. uro på Ulstrup og Hinnerup Biblioteker
Ulstrup Bibliotek og Hinnerup Bibliotek & Kulturhus har i et stykke tid oplevet problemer med uro, hærværk og uhensigtsmæssig brug af biblioteksrummet i den selvbetjente åbningstid om aftenen.
Af Trine Obbekær
Ulstrup Bibliotek og Hinnerup Bibliotek & Kulturhus har i et stykke tid oplevet problemer med uro, hærværk og uhensigtsmæssig brug af biblioteksrummet i den selvbetjente åbningstid om aftenen. Som konsekvens har forvaltningen nu besluttet midlertidigt at indskrænke den selvbetjente åbningstid.
- I Ulstrup har unge igennem længere tid, skabt uro, svinet, ødelagt inventar. I Hinnerup er problemerne med de unge af nyere dato. Til gengæld er der flere gange begået decideret hærværk. Det er på denne baggrund blevet besluttet at indskrænke den selvbetjente åbningstid, hvor man med sit lånerkort kan logge sig ind, fortæller Kultur- og fritidschef i Favrskov Kommune, Ulla Egeberg.
På Ulstrup Bibliotek betyder det at den selvbetjente åbningstid indskrænkes til kl. 6.00-19.00 fredag, lørdag og søndag fra d. 10. oktober til d. 28. december.
På Hinnerup Bibliotek & Kulturhus indskrænkes den selvbetjente åbningstid til kl. 6.00-19.00 fra d. 10. oktober til og med 19. oktober.
Forud for beslutningen om at indskrænke den betjente åbningstid er der afprøvet en række tiltag, og i Hinnerup er hærværket meldt til politiet. Forvaltningen håber, at den midlertidige indskrænkning af den selvbetjente tid, vil forbedre situationen og skabe et tryggere miljø for alle brugere af Ulstrup Bibliotek og Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

