Skal du skrive opgave? Benyt bibliotekernes digitale ressourcer
Når du skal skrive opgave, er biblioteket meget mere end bare bøger.
Af Sanne Bitsch Jensen
Via biblioteket har du adgang til et bredt udvalg af digitale tilbud som e-bøger, artikler og videnskabelige databaser – alt samlet ét sted og nemt tilgængeligt online. Hvilke kilder der er relevant for dig, afhænger af dit emne, men du finder her en oversigt over nogle relevante ressourcer, der kan hjælpe dig med din opgaveskrivning.
Lex.dk – din bedste ven til opgaveskrivning
Når du skal skrive opgave, er Lex uundværlig. Her får du adgang til 230.000 artikler skrevet af eksperter inden for alt fra historie og samfundsforhold til naturvidenskab og kunst. Uanset emnet for din opgave kan du finde troværdig og relevant information. Lex er det danske svar på Wikipedia, men hvor alle oplysninger på Lex er kvalitetssikrede af fagfolk.
Ebook Central Plus – din nøgle til fagbøger på engelsk
Ebook Central Plus giver dig adgang til tusindvis af engelske fagbøger. Platformen er en skattekiste for studerende, der skal bruge kilder til opgaveskrivning. Med e-bøger inden for områder som samfundsvidenskab, teknologi, naturvidenskab og meget mere, kan du hurtigt finde og downloade den litteratur, du har brug for.
Forfatterweb – din genvej til forfatterportrætter og værkanalyser
Skal du skrive om en forfatter eller analysere et litterært værk? Så er Forfatterweb et uundværligt værktøj.
Her finder du omfattende portrætter af både danske og internationale forfattere, analyser af deres værker og overblik over litterære perioder og genrer. Forfatterweb hjælper dig med at få dybere indsigt i forfatterens baggrund og forståelse af værkerne.
Besøg vores Studieside for flere digitale ressourcer eller søg blandt Favrskov Bibliotekernes materialer på favrskovbib.dk. Du kan også bruge bibliotek.dk til at søge og bestille materialer fra biblioteker over hele landet til afhentning på dit lokale bibliotek.
For at få adgang til de digitale tilbud, skal du være oprettet som låner. Nogle digitale tilbud kræver desuden, at du er bosat i Favrskov Kommune. Du kan oprette dig som låner herunder.
Har du brug for ekstra hjælp til at finde de rigtige kilder? Så kan du nemt booke en bibliotekar, som står klar til at vejlede dig i alt fra at finde relevant litteratur til din opgave til at navigere i bibliotekets digitale tilbud. Book en bibliotekar