Fortællinger om skolestart
Selv om børnene har gået i førskole, er det alligevel noget særligt med den første dag i 0. klasse. Det kan godt give lidt sommerfugle i maven hos både børn og forældre.
Af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek
Noget at øve sig på
Billedbog Her er en rigtig fin bog, hvor der er samlet tidligere udgivne historier, der alle sammen handler om at lære noget nyt som at tælle til 100 eller få styr på alfabetet. Vi lærer om at færdes i trafikken sammen med Max og Bella, der skal tage bussen ud til mormor og morfar, og Villads fra Valby må lære klokken for at vide, hvornår han får besøg af Noa og hans hundehvalp. En gammel klassiker om Jakob og Joakim (af Jørgen Clevin) er også med. Joakim har fødselsdag og får æbler med, som han kan dele ud i skolen. Her inddrages børnene aktivt i læsningen – det er altid et hit. I den tykke bog med de originale, farverige illustrationer er der godnathistorier med kendte og elskede figurer til mange aftener.
Se, hvad jeg kan
Gakkede fortællinger
Højtlæsningsbog De ni sjove historier, de fleste af kendte forfattere, fortæller på en anderledes og skæg måde om, hvad det vil sige at gå i skolen. I "Slap lige af, Lennart" låser Jytte sig fast til sit skab i 0. klasses klasselokale, fordi hun ikke vil rykke op i 1. klasse efter sommerferien. I "Pigen, hvis ansigt sad fast" er Monas lærer, Bente, altid sur og gnaven. Mona synes, at alle de voksne er dumme. Pludselig en dag kigger Mona sig i spejlet og opdager, at hun selv ser sur ud. Og det er jo et faktum, at hvis man laver et surt ansigt 1825 gange på et skoleår, vil det ansigtsudtryk sidde fast. Dette er blot to eksempler på plottet i nogle af historierne, som alle er nyskrevne til formålet.
Skoleklar : godnathistorier der giver børn det bedste frikvarter
En lille ballademager
Højtlæsningsbog Kiki er lige startet i skole, og det synes hun er både lidt svært og kedeligt. Hun savner sin børnehave, og det er ikke nemt at sidde stille og høre efter. Når hun keder sig alt for meget, siger hun, at hun skal på toilettet. Denne gang er Alma der også – og hun har tusser med! Før hun ved af det, har hun og Alma lavet kruseduller på toilettet. Mon det er en god ide? Sød og sjov historie om Kiki, der er fyldt med spilopper. Sprudlende historie, der er perfekt højtlæsning for skolestartere. Bogen er fantastisk flot gennemillustreret med livlige og charmerende illustrationer.
Kiki klar til sjov! - ballade på toilettet. Af Franziska Gehm