Et nyt år er begyndt
Af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek
Nytårsforsætter
Roman Men for Lars er det gamle først ved at slutte. Han har meget, han skal nå, inden han kan starte på et nyt, for i det nye år skal han have styr på sit liv! To-do-listen er klar, konen er på ferie, børnene laver hvad den slags nu laver – og tiden går. Da det bliver nytårsaften, har han stadig intet nået, og nu får han travlt, for måske skal han ikke bare nå alting, men også at genopfinde sig selv. Med sin blanding af både filosofiske og morsomme betragtninger er bogen helt sin egen – og både underholdende og underfundig. Og selvom Lars er både doven og egoistisk kommer man alligevel til at holde af ham, for måske kan man også genkende noget?
Små problemer. Af Nele Pollatschek
Det kolde dyp
Fagbog Trænger du til at få tankerne væk fra hverdagens pres og lade kroppen få ro? Så kan det måske være en idé at prøve vinterbadning. Og selvom det kan være svært at starte, når vandet er koldest, er det også noget af det, der kan give det største kick. Jeg lover dig, at når du sænker kroppen ned i det kolde vand, har du kun overskud til at tænke på lige nu og her, på dit åndedræt (for ja, du skal stadigvæk trække vejret selvom det er svært!) og på at kigge op og ud på naturen omkring dig. Det er en fantastisk følelse, når man først har vænnet sig til det! Ursula Bach skriver her om sine oplevelser med vinterbadning, om udstyr, vand, is, sikkerhed mm. Og så er det en utrolig smuk bog, man bare har lyst til at bladre i.
Et selvkærligt frirum med vinterbadning. Af Ursula Bach
Hyggestund med ungerne
Læs højt Der er slet, slet ikke nok, der kender de vidunderlige bøger om Mumleby! Men hvis du har læst og elsket Bulderby-bøgerne, så er det her lige noget for dig – og dit barn. I denne bog er det blevet vinter i Mumleby. Vera og Astrid er bedste venner, og de finder på alverdens sjove lege, eventyr og (løgne)historier. De voksne fortæller om gamle dage, og så kommer der en mystisk gæst til byen! Der bliver bagt småkager, lavet islygter, foderskåle til fuglene og fastelavnsdragter – og alle opskrifterne på både mad og andet bliver delt med os. Det er simpelthen den hyggeligste højtlæsningsbog, jeg kender, og kunne jeg flytte til Mumleby, gjorde jeg det med det samme.
En vidunderlig vinter i Mumleby. Af Elvira Fragola