Endnu tre fra Bogcafé
Listen fra årets læseoplevelser bugner med gode titler. Her vil jeg dele tre, der underholdt mig længe efter, at sidste side var vendt.
Af Eva Dixen, Hadsten og Ulstrup bibliotek
Koreansk kærlighed og grattede fingre
Roman Bogen følger Jeongmin, en udbrændt tv-manuskriptforfatter, der ved et tilfælde støder på et lille keramikværksted. Hun bliver budt ind - og her opstod magien for mig. Alle sanser blev tændt, og jeg husker, at jeg fortalte alle på jobbet om min læseoplevelse. Sjældent har jeg på den måde nydt beskrivelsen af, hvordan hun bliver budt på en kop veltilberedt kaffe. Jeongmin beslutter sig for at lære keramik. Men det er ikke bare en hobby – det bliver en rejse for hende selv. Hver dag i værkstedet lærer hun nye teknikker, mærker leret mellem fingrene og opdager en ro og tilstedeværelse, som hun ikke har haft før. Bogen er fyldt med sanselige beskrivelser, der virkelig lader læseren mærke duften og teksturen af keramikprocessen. Jeg elsker den rolige rytme og den stille glæde, som gennemstrømmer bogen. Det er ikke dramatiske konflikter eller høj puls, men en hverdagsmagi: hvordan man langsomt lærer at forme noget med sine hænder og samtidig former sit eget liv og sit indre.
Mit år med keramik og kærlighed. Af Somin Yeon
Kan du spejle et æg?
Roman Troels er ved at blive skilt, konen er rejst til Dubai, og han er alene med deres to børn, da en blodprop rammer. Han vælger at holde det hemmeligt med gode venners hjælp. Vi finder langsomt ud af, at dette langt fra er den eneste løgn i Troels’ liv. Hvordan passer Troels´ livshistorie med de få billeder, der er i fotoalbummet, og hvorfor er der lange perioder, der ikke hænger sammen? Selvmodsigelser og løgne står i kø, og Troels tvinges til at se det hele i øjnene, da hans liv skal genskabes. Det er en utrolig barsk og rørende bog, en fortælling om barndom og svigt, men også om venskaber og svære valg, der skal træffes, og som kommer med en pris. Personerne er så fint beskrevet, og der er også en underfundig humor, der bærer på håbet, når det hele virker uoverskueligt.
Kunsten at spejle et æg. Af Kim Andrea Brofeldt
På spanden i Rødovre
Roman Vi får her en rå og spændende gangsterroman, men også en historie med dybde og medfølelse. Og så er den skrevet med en utrolig skøn humor. Vi følger fire dejligt skæve hovedpersoner, der alle har noget på spil. Margrethe, en hjemmehjælper, der er træt af systemet; Luka, en studerende på Handelshøjskolen, der står over for at skulle droppe ud; Goran, der bestyrer en spillehal , men er involveret i kriminalitet; og Erik, en enkemand, der kæmper for at genvinde kontakten til sin teenagedatter, mens et massivt sammenbrud truer. Vi får et ærligt blik på kriminalitet og sociale udfordringer – men også på menneskers evne til at prøve igen, rette op og være gode, selv når livet har skubbet dem ud af kurs. Vi lærer om tilgivelse, underklassen og social arv, og vi får sympati for de nuanceret skildrede personer, der egentlig er nogle slemme, voldsparate typer.
Rødovre blues. Af Jonas T. Bengtsson